Onsdag d. 9. oktober 2019, kl. 10:00

Vi tager med S-toget til Ballerup og videre med bus til Ballerup Museum, der har til huse i et gammelt landsbymiljø i Pederstrup. Museet er egnsmuseum for Ballerup Kommune, og når vi besøger museet, er der to særudstillinger ”Russiske skæbner” og ”Kongens Jagtgilde”. ”Russiske skæbner” handler om de russiske flygtninge, der kom til Danmark efter revolutionen i 1917, f.eks. Kejserinde Dagmars livkosak, der blev købmand i Valby! ”Kongens jagtgilde” er en lille udstilling i ”Skomagerhuset” om kongens jagtgård i 1500-tallets Ballerup. Begge særudstillinger lukker den 20. december i år, så det er en god idé at se dem først. Du kan altid besøge museet på egen hånd, hvis du ikke når at se det hele – der er gratis adgang.  Der er et par cafeer på museumsområdet, hvor vi kan nyde et stykke mad eller kaffe/kage, inden vi returnerer til Amager. Museet er kun åbent til kl. 15. Hvis du ikke når tilbage til S-toget inden ”mimrekortets” spærretid kl. 15, kan du også køre med bus 350S til Nørreport eller Amager. Bemærk: Busstoppet i Pederstrup er et stykke fra museet, så du skal være forberedt på at skulle gå i 5 – 10 minutter for at komme til museumsområdet, ligesom museet er spredt over flere bygninger.

Vi samles til en kop kaffe i præstegården, Frankrigsgade 1 kl. 10, hvorefter vi tager afsted sammen. Kirken betaler entrébillet, men hvis du har frikort til udflugtsmålet, så tag det med. Du afholder selv udgiften til transport samt eventuel fortæring.