Tre efterårsprædikener om Jesus som hardcore systemkritiker

Om at smadre systemer…

Markusevangeliet kap. 2 vers 1-12: Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«

Amen

Nogle mænd bærer deres lamme ven på en båre, for han kan ikke gå selv. De hjælper ham derhen, hvor han vil. Eller måske er det vennerne selv, der mener at det er godt for ham, at komme hen til healeren Jesus, som de kun har hørt godt om. Manden er lam, og det har der ikke været noget at gøre ved indtil nu. Det har heller ikke set ud til, at det nogensinde skulle blive anderledes. Alligevel har den lamme og vennerne ikke givet op. De lader sig ikke tyrannisere af at ingenting kan nytte, og at man ligeså godt kan affinde sig med situationen først som sidst. De synes tværtimod, at man da i hvert fald kan forsøge – at livet altid ligger åbent foran en, at der er muligheder – ubestemte og fantastiske.

Se DET er livsvilje, ukuelighed og håb. Og det er dét Jesus kan se hos disse mennesker og han kalder det alt sammen for tro – og lader det ske, som de ønsker: Rejs dig, tag din båre og gå hjem. Det gør den lamme så – rejser sig og går hjem – og så er han ude af historien.

Midt i historien hører vi så om nogle skriftkloge, der sidder og tænker deres om denne helbredelse og om Jesus, der begynder med at tilgive den lamme alle hans synder. Det er ikke selve helbredelsen, de skriftkloge er forargede over, men den tilgivelse, som Jesus bare lige stikker ud. For de ved fra skrifterne, at det kun er Gud, der kan tilgive synder – og så skal ham Jesus, bonderøven fra Gallilæa, tømmerens søn, ikke begynde med den slags. De skriftkloge forholder sig til en verdensorden, hvor Gud er stor og mennesket lille.

Det er muligvis svært for os i dag at forstå, hvad der er på spil her, for vi har en anden verdensorden – vi er jo netop kristne pga Jesus, der vendte tingene om.

Dengang var det den værste form for blasfemi: Et menneske kan ikke tilgive synd. Det var at sætte sig i Guds sted – gøre sig selv stor og Gud lille, og det er langt hen ad vejen også sådan muslimerne opfatter det den dag i dag: Hvor Gud er højt hævet og mennesket fladt nede, og det skal man ikke skal begynde at pille ved. Heller ikke med satire og tegninger. Når man gør det, rokker man ved den orden, som skal bære det hele. Både de skriftkloge jøder dengang og muslimske ledere i dag er altså dybt ansvarlige mennesker, der blot ønsker en verdensorden opretholdt til fred og glæde for alle.

Både jødedommen og Islam er lovreligioner, der hver på sin måde er et stort system af love og regler, straf og belønning. Jødernes skrifter er det vi kristne kalder Det gamle Testamente, hvor verdensordenen er beskrevet med udførlige bestemmelser og forskrifter, som det er lige til at gå ind i og leve efter. Jesus var jøde, men han endte med at smadre det jødiske system. Det er på den baggrund ikke svært at forstå, hvorfor han blev korsfæstet. Han var en alt for alvorlig trussel mod verdensordenen, og det værste han fandt på, var at tilgive syndere, som vi hører ham gøre det i dag.

Hvad tror nu vi om det? Kan Jesus tilgive synd?

Synd! Ja, synd er kort fortalt alt det vi skylder Gud, og sådan er det stadig, også for kristne. Vi kan skylde andre mennesker mange ting – en undskyldning, en tak og selvfølgelig penge. Den skyld vi har til andre mennesker, kan vi selv komme ud af. Skyld er altså det vi lader andre mennesker bære, indtil vi selv tager skylden på os, og får skabt balance.

Synd er det, vi lader Gud bære, fordi det er så tungt og helt uden for vores horisont at gøre noget ved. Det er os selv, der synder, men vi kan ikke bære konsekvensen af det vi gør eller ikke får gjort.

Synd er hver gang vi hæmmer livet i stedet for at fremme det.

Fx en morder, som har taget et andet menneskes liv. Han kan få sin straf, og betale sin skyld over for samfundet – men han kan aldrig slippe af med sin synd – at han har ødelagt liv. Medmindre han selvfølgelig kan tro på og tage imod den tilgivelse, som mennesker ikke kan give. Kan I se forskellen – mærke hvordan skyld og synd ligger på forskellige planer af vores tilværelse?

En morder er selvfølgelig et meget tydeligt eksempel på et menneske, der ødelægger liv. En klar synder. Men vi er alle syndere og ødelægger hele tiden liv – hinandens liv fra de små ubetænksomme bemærkninger, manglende medfølelse og interesse - til decideret udelukkelse af dem, der ikke ligner os selv. Og vi ødelægger naturens liv med Roundup gift hjemme i haven og de billigste koteletter på middagstallerknen til et generelt overforbrug af verdens ressourcer. Vi synder hver gang vi af bekvemmelighed, nærighed, dovenskab eller misundelse handler stik imod det, vi egentlig godt kan se er det bedste at gøre, hvis livet skal blomstre og sætte gode frugter på jorden.

Men hvad kan vi så egentlig selv gøre – vi handler jo ikke i ondskab eller ødelægger med vilje. Vi synder jo ikke fordi vi er ligeglade med de andre eller med verden. Vi er blot handlingslammede.

Lamme, som manden i dagens historie, der blev helbredt af tro.

Måske det også var en vej for os moderne kristne?

Vi kan ikke længere tro på en straffende og belønnende Gud i det høje, som de skriftkloge jøder gik ud fra og dagens muslimer holder hellig. Vi kristne tror ikke på, at det er Guds ansvar alene, hvordan verden ser ud. Vi tror på, at vi kan og skal klare det selv, for Gud kom til os som et menneske, for at vise os hvordan. Han bøjede sig helt ned til os på jorden, for at frelse os fra den synd, som lammer os. Han kom for at fortælle os, at verdens liv er vores ansvar og vi sagtens kan klare det. Og ja, sagde han: Det ser svært ud, for I er syndere – men det øjeblik I tør se synden i øjnene og samtidig tro, at det kan blive anderledes, så vil det ske!

Vi skal altså tro på tømmerens søn, Jesus – at han virkelig har den magt, som ellers kun Gud har, til at tilgive os de synder vi dagligt begår og tynger livet med. Tilgive os, så vi kan komme videre med at passe godt og ansvarsfuldt på hinanden og den verden vi deler. Det begynder i den enkelte, i os hver især, at vi tør se vores egen lille andel af problemerne i øjnene, erkende at vi synder selvom vi risikerer at blive lammet af det. Samtidig skal vi turde tro på, at vi bliver tilgivet og får en ny chance – at det aldrig er umuligt eller for sent at gøre det anderledes og godt igen.

Den lamme rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: Aldrig har vi set noget lignende!

Prædiken 27. oktober 2019

Om livet i systemerne…

Lukasevangeliet kap. 14 vers 1-11: Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« Det kunne de ikke svare på.

Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

Amen

Vi mennesker lever i to virkeligheder, som skal balancere for at vi har det godt. Det gælder for det enkelte menneske og for selve menneskeheden. I gamle dage kaldte man det den jordiske og den himmelske verden. I dag kalder vi det med sociologen og filosoffen Jürgen Habermas for systemverden og livsverden, men det er stadig den samme udfordring – at få de to dimensioner til at balancere.

Livsverden/himlen er der hvor vores relationer til hinanden hører til, vores følelser, værdier, erfaringer og oplevelser. Alt det subjektive og ustyrlige, alt det der giver fylde og mening i et liv.

Systemverden/jorden er alt det målbare, alt det der kan sættes i system og skabes love og regler for.

Den ene verden er ikke bedre end den anden – det er vigtigt at holde fast i. De er værdineutrale og skal forstås som hinandens forudsætninger. Menneskelige relationer f eks, som hører til i livsverden, skal støttes og styres for at være frugtbare – her er høflighed og moral systemverdenens hjælp til at skabe og fastholde gode relationer, der ellers let ender i misforståelse og ballade.

I et samfund, hvor der skal være plads og muligheder for alle, må der også en vis grad af regulering til for at det skal lykkes. Og sådan har det altid været i ethvert samfund fra dengang man ofrede dyr og mennesker efter stramme ritualer på fastsatte tidspunkter for at styre det ustyrlige i de menneskelige relationer. Med et reglementeret voldeligt offer kunne man aflede opsparet had og frustration, som ellers ville forgifte et samfund og ødelægge det i krig og hævntogter.

På Jesu tid var det farisæerne – et religiøst politisk parti - der stod særligt fast på et sæt strenge leveregler og guddommelige bud for samfundets og livets skyld. I dag er det i langt overvejende grad stater og unioner af stater, der sætter spillereglerne op – lovgiver, dømmer og udøver samfundets fælles magt over den enkelte. Det fungerer på mange forskellige måder retfærdigt og godt og de fleste mennesker finder sig en plads i systemet, hvor livet så kan folde sig ud i relation til andre mennesker og omverden.

Ideelt støtter systemerne altså livet, så det kan blomstre. Men der er, og har altid været, en tendens til at systemerne tager over og spærre livet inde. Og det er dér Jesus tager fat i dagens tekst:

Så rørte Jesus ved manden og helbredte ham!

Han rørte ved ham. Måske med et prik på skulderen – måske med et kærligt kram….

Det hører vi om igen og igen, at Jesus bare lige rører ved folk, og så bliver de raske. Det kan han, fordi han helt ud i fingerspidserne har Guds kraft. Eller rettere: Han ER Guds kraft levende på jorden. Guds kraft i kød og blod – ikke en svævende ånd eller gamling i himlen. Jesus var et menneske af kød og blod, helt opfyldt af Guds kraft, og han kunne helbrede blot ved berøring.

Sådan var Jesus – og sådan er vi også. Vi helt almindelige mennesker har også Guds kraft i os. Helt ud i fingerspidserne kan den fylde os, hvis vi bare tør tro på den. Guds kraft er nemlig kærligheden. Det er med kærlighed han helbreder – skaber helhed, retter op på tab og sygdom og savn. Og det samme kan vi. Vi kan også skabe helhed og helbrede vores medmennesker med kærlighed.

Jesus lod intet stå i vejen for kærligheden – heller ikke en af datidens vigtigste regler, som vi hører om i dag: at man skulle holde fri på en sabbat (lørdag, jødernes helligdag, den syvende dag, hvor Gud hvilede efter at have skabt verden). Sabbatreglen var en lov, som Gud selv havde givet, mente farisærene og de skriftkloge, som havde læst det i De ti bud, hvor det tydeligt står i det tredje bud: Du skal holde hviledagen hellig. De var overbeviste om, at den lov var så vigtig, at blev den blot overholdt af alle mennesker to sabbater i træk, ville Gudsriget, paradis komme til jorden som belønning. De satte al deres magt og prestige ind på at få alle mennesker til at overholde den lov – og det blev en af hovedårsagerne til, at de senere fandt det nødvendigt at få Jesus dømt og korsfæstet. Han brød loven. Han undergravede systemet…

Farisæerne havde forlæst sig på lovens bogstav og overset dens ånd. Og det er det, der alt for nemt sker – også i vores moderne systemer af regler og love, som jo er skabt for at fremme det gode trygge liv for flest muligt, men alt for ofte bliver til paragrafrytteri og kassetænkning, der ender med at hæmme livet.

Dagens tekst giver en ordentlig lussing til os alle, hver gang vi maser os frem med loven og retten i hånd eller gemmer os under den, for at slippe for ansvar. Hver gang vi bruger systemet til at undskylde vores manglende engagement og kærlighed til livet. Hver gang vi sætter loven over kærligheden og ikke omvendt lader nåde gå for ret. Så er vi ikke bedre end datidens farisæere, der jo også handlede til samfundets bedste, men bare troede at systemet var bedre til at klare den slags end kærligheden.

Jesus slutter med en vej at gå, for den der vil tro på kærligheden. Han siger: Når du har retten på din side – eller med hans ord: Når du ophøjer dig selv, så må du samtidig ydmygt spørge: Hvad ville min næste, livet og kærligheden vinde, hvis jeg afstod fra min ret?

SÅ: Se kærligt systemerne efter, og luk øjnene for det systematiske blik på kærligheden.

Prædiken 13. oktober 2019

Om penge..

Matthæusevangeliet kap. 6 vers 24-34:  Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.

Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.

Amen

En af de kønne bibelske tekster om himlens fugle og markens liljer. En fin lille tekst om at smile og danse og ikke bekymre sig – om at leve livet i fred og kærlighed: Hvis bare vi elsker hinanden, så er der ingen krig, nød og elendighed på jorden.

Og det er jo indlysende rigtigt: Hvis bare vi elsker hinanden, så er der ingen krig, nød og elendighed på jorden. Men også temmelig naivt og utopisk – og ikke særlig anvendeligt i en verden fuld af forskellige mennesker, som skal finde fælles kærlighed. Er kristendommen en flower-power religion?

Hvis vi kun hører denne sidste del af teksten om blomster og fugle, er det nok smukt, men også hurtigt overstået. Vi skal tilbage til indledningen, for at høre den skarpe – ja, revolutionerende kristne sandhed: Du kan ikke tjene både Gud og Mammon.

Mammon betyder: Penge. Slet og ret: Penge. Du kan ikke tjene både Gud og penge. Hvis du vil tjene Gud – og dermed ideen om fred og kærlighed på jorden – kan du ikke samtidig tjene penge. Er det nu ikke lige så naivt og utopisk, blot ikke så kønt, som det med blomster og fugle?

---

Vi må spørge os selv: Vil jeg gerne tjene penge? Vil jeg gerne tjene Gud? Tænk hvis Jesus har ret, at det er dette umulige valg vi står i. Hver især, en for en, dag for dag – i hvert et minut. Hvis altså vi er enige i, at kærlighed er løsningen på alverdens krig? Vi skal fravælge at tjene penge!

Jesus var jøde og han voksede op i den jødiske tradition og religion, som hele det Gamle Testamente handler om. Her er der ikke modsætning mellem at tjene Gud og tjene penge – tværtimod, så var en god økonomi, mange geder og mange børn en belønning til dem, der tjente Gud. Når Gud i Det gamle Testamente velsigner nogen, betød det helt konkret velstand. De rige havde fortjent deres rigdom – og sådan kunne man hurtigt afgøre om det var en Guds mand man stod overfor eller ej.

Sådan var det stadig opfattelsen på Jesu tid et par tusind år senere. Og det er det vel egentlig den dag i dag, også her i vores ikke-jødiske moderne tid: Dem, der har tjent mange penge har også fortjent dem – ved hårdt arbejde og risikovillighed. Dem, der ikke har penge, er nok selv skyld i det – tænker vi nemt. De har ikke anstrengt sig og gjort sig umage, og så er der selvfølgelig heller ingen belønning. Som hos de gamle jøder, sådan hænger også vores verden sammen – money makes the world go around. Vi udveksler tjenester, får betaling for det vi yder og betaler for det vi får. Mønter og sedler skifter hænder – eller overføres på mobilen. Skattevæsnet tager sin del for at få de store hjul til at dreje. Og det kører lystigt derudaf. Så længe vi tjener penge er det godt. Økonomisk vækst anser vi for livsnødvendig, indbyrdes konkurrence er sundt, og enhver er sin egen lykkes smed.

Når vi tjener pengene er vi underlagt markedets kræfter, som blindt afgør hvem af os, der er i toppen af samfundet, og hvem i bunden. Vi tror, vi selv bestemmer og selv bærer ansvaret for, hvordan det går. Vi tror, vi styrer pengene ved at tjene dem, men det er jo ulogisk og faktisk er det omvendt. Vi ser det bare ikke: Markedet styrer og vi tjener.

Vi tjener Markedet, ved at bruge vores tid på at arbejde eller sælge eller ja, snyde. Penge lugter ikke, så det er ligegyldigt hvordan, man får fat i dem. Det er mængden af penge, der afgør, hvor vi befinder os i samfundshierarkiet – ligesom i Det gamle Testamente. Nu blot uden Gud, som den store giver. Vi takker os selv, for de penge vi tjener. Vi sparer og låner og ødsler og ærgrer os over pengene. Vi vinder dem og taber dem – bygger flotte banker til dem og ansætter eksperter og økonomiske vismænd til at rådgive om dem. Vi har endda faste regelmæssige finansmagasiner i fjernsynet sammen med nyhederne og sporten. 

Det er denne virkelighed Jesus taler direkte ind i i dag, når han siger, vi må vælge. For vi har så travlt med at tjene Markedet, at vi ikke har hverken tid eller tanke til at tjene Gud. Valget er ellers helt op til os selv: Vil vi styres af det blinde marked eller af den blide Gud?

---

Lige nu er vi samlet her en søndag til tjeneste for Gud. Vi har givet Ham en time af vores tid, hvor vi ikke tænker på penge og alt, hvad det fører med sig af bekymringer. Vi har givet Gud en chance for at vise sig for os i ord og bøn og sang. Han taler til os gennem alle sanser, og om lidt skal vi smage Ham i nadverens brød og vin. Gud henvender sig på andre frekvenser end vi er vant til. Han vil nå os dybere end blot en overfladisk, flygtig tanke eller en køn lille historie. Han vil helst flytte helt ind i vore hjerter og hjælpe kærligheden og freden på vej i verden indefra – forvandle hvert et åbent hjerte. Det eneste Han kræver af os er vores tid og opmærksomhed, som vi giver Ham den ved gudstjenesten.

Vi behøver ikke at forstå, hvad der foregår, vi behøver ikke at være enige i, hvad der bliver sagt – vi skal blot holde os åbne og parate til at modtage, hvad Han vil give – måske blot et enkelt ord, en tone, et solstrejf ind i kirkerummet... Sådan planter Han små frø af tro og håb og kærlighed i os, som vi tager med hjem og lader vokse og give frugt i hverdagen. Gudstjenesten er som et åndeligt gartneri, hvor vi bliver vandet, får næring og nye frø bliver sået.

Prædiken 29. september 2019

Kom og lad dig pusle om. Hver søndag kl. 10.00