Formandens beretning 2022
Årsberetning 2022, Årsmødet 17. marts
Menighedsplejen er en selvstændig organisation i forbindelse med Sundby kirke. Det er en gammel organisation, som gennem historien her har oprettet og drevet både et plejehjem, to børnehaver og et fritidshjem. Og menighedsplejen har i mange år også haft en søster/diakonisse/sygeplejerske boende i menighedshuset, som stod for sundhedspleje af forskellig slags i sognet.
Nu til dags er menighedsplejens ansvar blevet mindre, fordi kommunen på forskellig vis har overtaget de største af projekterne. Men det var først i 2021, at vi trådte ud af den sidste bestyrelse, hvor vi indtil da havde en fast plads. Det var i børnehaven/vuggestuen Legehjørnet i KFUM huset i Oliebladsgade
Det går godt i Genbrugsbutikken på Amagerbrogade, og det blev muligt i 2021 at forhøje vores andel af butikkens overskud fra 40 til 50 %. Overskuddet deler vi med Nathanael kirkes menighedspleje, så vi fra 2022 får 25% hver, fordelt over fire rater om året. Vi er spændte på, hvad det kommer til at betyde. Og takker af hele hjertet butikkens frivillige for deres store indsats – også gennem en frustrerende coronatid. Tak for alle jer.
Sundby menighedspleje dækker et sogn, der har over dobbelt så mange indbyggere som Nathanaels sogn. Det betyder at der med de nuværende budgetter er ca. 5 kroner til hver person i Sundby og 12 kr hvis du bor på den anden side af gaden i Nathanaels. Det forekommer tilfældigt og uretfærdigt, og det vil vi gerne i dialog med Nathanaels menighedspleje om vi kunne fordele anderledes. Enten med en anden fordeling af overskuddet eller ved at slå menighedsplejerne sammen, og i fællesskab dække begge sogne. Der er forhandlinger i gang mellem de to menighedsplejer.
I 2021 havde vi en god indtægt på salget af kirkens bænke ifm renoveringen, hvor alle pengene gik til menighedsplejens julehjælp.
Vi uddelte 72.225 kr i alt i julehjælp til ansøgere fra sognet. Mange børnefamilier og en del enlige bedsteforældre, som vi også imødekom med julehjælp til at købe gaver til børnebørnene.
Vi uddelte i løbet af året akuthjælp i form af gavekort på 100 kr. til Elitekøbmanden, og forskellige tilskud til tandlægeregninger, husleje, varmeregninger og medicin. I alt 17.573kr.
Konfirmationshjælpen 2012: 4 konfirmandfamilier fik hver en økonomisk håndsrækning på 2000 kr.
Menighedsplejen bidrog med 5000 kr. i 2021 til Natkirkens sommerudflugt med bus til Andelsbyen Nyvang ved Holbæk.
Og Christine Bech, Sundby kirkes korshærspræst, har fået sig et mindre budget, som hun kan bruge på Sundholm fx til cigaretter, som hun kan dele ud til de smøgtrængende. Det er populært og skaber god og hyggelig kontakt.
Sundholm plejekollektiv ansøgte og fik i forbindelse med julen 8000 kr, så de kunne få råd til lidt ekstra julehygge og en tur på julemarked.
Paul Kühle, kasserer og Helmer Munch Andersen, menighedsplejens repræsentant i Genbrugsbutikkens bestyrelse var på valg i år og modtog begge genvalg. Det samme gjaldt vores suppleant, John Christensen, som er på valg hvert år – og heldigvis fortsætter som bestyrelsens dygtige referent. Tak til jer alle tre.
Jeg takker alle for et godt år, hvor også Sundby kirkes julebasar kom godt fra start og donerede hele sit overskud til menighedsplejens julehjælp.
Line Hage, formand for menighedsplejen og sognepræst i Sundby kirke