Langfredag 2020

”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

De ord…Jeg får virkelig lyst til at tage Gud i kraven og ruske Gud og bare råbe med: Hvor var du henne?!?

Jesus følte sig forladt. Kunne Gud ikke have sendt en engel, bare? Kunne Gud ikke bare have hvisket noget i øret på ham for at hjælpe ham de sidste timer? Hvor var den stemme til sidst, mens han hev efter vejret? Hvilken forskel ville et ord have gjort?

Men der var ikke noget ord. Bortet fra Jesus’ egne. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig. Det var også en stille dag for ham. Den mest stille dag i hans liv, da han bad om et brød og fik en sten. Jeg ved ikke hvad det var, men det var i hvert fald en død i håb. Om at Gud måtte blande sig, stoppe lidelsen, sige et ord der gjorde det frygtelige til at holde ud. Det skete ikke. Gud som praktisk redskab var væk og alligevel søgte Jesus Gud. Han talte til den far, der ikke svarede, han gav os den nøgne version af, hvad tro er.

Når vores håb er dødt, har vi stadig troen, der søger. Den søger ikke visdom eller at blive reddet fra lidelse. Success er ikke en del af troens ordforråd. Troen søger kun Gud, og til gud vil den overgive alt. Også sin egen forestilling om, hvem Gud er og hvordan Gud burde handle. Den tro er villig til at sælge alt og tage chancen for at blive et med Gud. Hvis Gud spiller hard to get, så stopper troen alligevel aldrig med at jage Gud. Troen vil hænge på det kors så længe, det er nødvendigt, bede Gud om at være tilstede, bede Gud om at tale, lige meget om Gud har tænkt sig at svare eller ej. Den tro blev til Jesus, det er det der gør ham til Kristus og hans kærlighed til os og alt skabt I denne her verden er aldrig mere levende end I dag. På engelsk hedder denne her dag: Good Friday. Og jeg tænkte at det er både absurd og vanvittigt. Men så kom jeg til at tænke på, at jeg kender mennesker, der kommer I kirke langfredag og ikke kommer tilbage påskedag. Påskedag er for smuk, siger de. Påskedag er for velordnet. Det er der, de håber engang at komme til at leve, i landet med mælk og honning, men lige nu er langfredag det, der passer bedst til deres liv, med den voldsomme sandhed om døden og kærligheden høje pris. Det er ikke fordi de er ligeglade med, hvad der sker på søndag. De synes, det er vigtigt. De tror bare ikke, at Gud venter med alle de gode nyheder helt til på søndag.