Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt. 28,1-8

Jeg har læst den her tekst så mange gange. Nogen gange læser jeg den flere gange om ugen, når der er bisættelse. Kender I det med tekster, man kan nærmest udenad – de kommer næsten til at miste deres betydning. Men nu har jeg læst den igen og pludselig gik det op for mig: Det er jo nærmest en gyser!

Prøv lige at overveje, at du har begravet din ven. Du har været på kirkegården. Du har set, der blev smidt jord på hans kiste. Du har kastet en rose ned på den. Du har forladt kirkegården. Du er gået hjem og du har ventet. Og så om søndagen tænker du, at du savner din ven. Så du køber en buket blomster på tanken og du går ned til kirkegården. Du kan høre perlegruset knirke under fødderne. Og da du kommer helt hen til graven fryser du til is. Der er bare et hul og kisten er tom.

Og mens du står der får du øje på en hvis skikkelse, der kigger på dig og siger: ”Frygt ikke”.

Det er jo en gyser! Og det tror jeg faktisk aldrig jeg har været mere glad for end jeg er nu!

Jeg frygter rimelig meget for tiden. At folk jeg kender skal blive syge og dø. At strategien er forkert og jeg og Line skal begrave alt for mange. At zombieapokalypsen kommer – men det slipper vi vist for i denne omgang.

Og så siger denne her hvide skikkelse: ”Frygt ikke. Han er ikke her” Det er faktisk lidt irriterende. Vi får allerede tonsvis af beskeder om at alt bliver ok, hvis vi bare vasker hænder og bruger håndsprit og viser samfundssind og holder os i form og følger vores kirke på facebook. Men jer er ret sikker på, at det der ”Frygt ikke” ikke er en realistisk mulighed, og at det faktisk heller ikke gør at vi er sikre.

Fordi du tror på Gud er du ikke i sikkerhed.

Døden findes stadig.

Og når du er løbet hjem fra kirkegården og låst døren og trukket gardinerne for og gemt dig under dynen og stoppet med at hyperventilere. Så går det pludselig op for mig, hvad det er, der er sket: Jesus har gravet sig fri af alt det møg, der er væltet ned over ham. Og sådan vil han også grave os fri.

Jeg ved ikke med dig, men jeg har aldrig være mere glad for at stirre ned i en tom grav, end jeg gør i dag, hvor jeg føler, at vi alle sammen står i lort til halsen.

Det er ikke Guds plan, at vi skal ende der – hverken på den ene eller anden måde.

Det er påskemorgen. Til helvede med frygten. Det slutter ikke som en gyser.

Og nu vil jeg sige noget, som ikke har noget at gøre med Brostrøms eller Mette Frederiksens instrukser:

Hvis du er i et hul, har Gud en plan om at hive dig op. Hvis du er i et lukket rum, har Gud en plan om at lukke dig ud.

Hånden der rækker ud mod dig har jord under neglene af alt gravearbejdet, men den vil hive dig ud i glæder.

Kristus har udgangstilladelse og han er opstanden.

Glædelig påske!