Jesus fortsatte: »I skal ikke være bange. Tro på Gud, og tro på mig. I min fars hus er der mange værelser - ellers ville jeg så have sagt, at jeg afsted for at gøre klar til jer? Når jeg har gjort det, kommer jeg tilbage og henter jer, for I skal være der, hvor jeg er. Og I kender vejen til det sted, hvor jeg skal hen.« »Men Herre, vi ved ikke, hvor du skal hen,« sagde Thomas. »Hvordan skal vi så kende vejen?« Jesus svarede: »Jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til min far uden om mig. Når I kender mig, kender I også min far, og fra nu af kender I ham og har set ham.«

Johannesevangeliet 14, 1-7 (Bibelen 2020)

Jeg elsker sidste ord - altså de sidste ord folk har sagt, før de dør. 

Billie Hollidays sidste ord var: ”Lad være med at have så travlt”

George Harrisson sagde: ”Elsk hinanden”

Oscar Wilde lå på et hotel, åbnede øjnene en sidste gang og sagde: ”Enten forsvinder det her tapet, eller også gør jeg!”

Humphrey Bogart sagde: ”Jeg skulle aldrig have skiftet fra whisky til Martini”

I dag overhører vi en bid af den allersidste samtale mellem Jesus og hans venner, de allersidste ord. Jesus ved, han skal anholdes og dø. Og nu har jeg jo sagt, at jeg elsker sidste ord, men de sidste ord fra Jesus har jeg et kompliceret forhold til. 

Det første, han siger, er skønt. Jeg læser tit det stykke til begravelser. Altså det med: ”I min fars hus er der mange værelser.”

Jeg synes, det er dejligt at forestille sig, at der er sådan hos Gud. At Jesus har gjort et sted klar, og at der er et hjem hos Gud, selv når vi dør. Der er masser af plads til os med alle vores forskelle – det er derfor, der er så mange værelser, ikke? Super dejligt!

Og så er der det næste, Jesus siger. Det er det stykke, jeg synes er svært. Fordi det gennem tiden er blevet brugt til at udelukke folk med en anden tro end den kristne. Det er da Jesus siger: ”Ingen kommer til faderen uden om mig.”

Der var en mand, der døde og kom i himlen, og det mindede ham om et enormt hus. En engel fulgte ham rundt ned ad en lang gang forbi mange værelser, der var så store, at de virkede som boliger hver især. ”Hvad er der i det rum”, spurgte manden og pegede på en gruppe mennesker, der dansede og vrikkede med hofterne og skreg højt fra tid til anden. ”Det er den balinesiske gruppe”, sagde englen. ”Meget livlige.” ”Hvad er der i det rum”, spurgte manden og pegede ind i et rum med en flok skaldede mennesker, der mediterede til lyden af en stor gong-gong. ”Det er zen-gruppen. Meget stille folk, du lægger nærmest ikke mærke til dem.” Da de gik rundt om hjørnet, stoppede englen manden. ”Når vi kommer til det næste værelse vil jeg bede dig om at liste forbi. Du må ikke lave en lyd!” ”Hvorfor det”, spurgte manden. ”Jo,” sagde englen, ”i det rum er de kristne og de tror, de er de eneste heroppe.”

Jeg er vild med den vittighed, og det er jeg fordi, jeg er klar til at acceptere, at Jesus er den eneste vej for kristne. Men jeg er ikke klar til at acceptere, at kristne får lov at bestemme, at kristendommen er den eneste vej til Gud for alle andre. 

Jeg tror, kristne har brugt de ord til at lukke andre ude med, fordi nogle af os (og her mener jeg mennesker generelt) godt kan lide at tænke på, at vi er de eneste, Gud elsker, at vi er favoritterne. Jeg tror bare ikke, Gud forskelsbehandler på den måde. 

Og så er det i øvrigt vigtigt at huske, at da Jesus siger det her, er han ikke på en eller anden interreligiøs konference, hvor han taler til buddhister og hinduer og muslimer. Det er nogle af hans sidste ord. Han er ved at sige farvel til sine bedste venner. Det er et kærlighedssprog. Han taler ikke til Moses eller Muhammed eller Buddha. Han taler til sine nærmeste venner, dem der blev hans familie, og han prøver alt, hvad han kan at sige noget varmt og kærligt til dem, for de er helt ødelagte. Han prøver at give dem alt det bedste, han har, så de kan overleve uden ham, og han bruger det der eksklusive sprog, som mennesker, der elsker, tit bruger. Og da evangelisten Johannes skriver det ned, bruger han det samme sprog, som vi også bruger i de mest intime øjeblikke. 

”Du er den bedste mor i verden.”, ”Du er denne eneste jeg elsker.”, ”Ingen har elsket deres barn, som jeg elsker dig.” det er ikke objektive ord, der skal dømme andre mødre eller kærester eller børn eller forældre. Og det Jesus siger er heller ikke ord, der skal dømme mennesker, der har en anden religion eller kommer fra en anden tradition. Det er et sprog, der kommer, fordi det er hans sidste ord til dem, der er ham nærmest, og det er kærlighedens sprog. 

Hvis et barn spørger: ”Elsker du mig mor”, så hjælper det ikke så meget at hun svarer, ”Selvfølgelig skat, jeg elsker da alle børn.” Hvis Jesus havde brugt sådan et sprog overfor sine venner, var de blevet bange og nervøse. Så han siger: ”Jeg er den eneste for jer, I har taget det rigtige valg. Ingen kan lede jer til Gud bedre end jeg kan. Jeg har jeres ryg.” 

Og så er det jo også vigtigt at huske, hvem der taler. Det er Jesus, og det han er allerbedst til er at bryde de grænser, vi sætter op mellem hinanden og række ud mod dem, som alle regner med er udenfor Guds rækkevidde af kærlighed og omsorg. Vi kan aldrig bruge Jesu ord som en kniv til at skille os fra andre mennesker.

Og måske gør jeg bare Jesus sidste ord mere komplicerede, end de er. Når Jesus siger: ”Ingen kommer til min far uden om mig”, så siger han måske bare: ”Nogle gange virker Gud langt væk, så jeg vil gerne hjælpe dig med det. Jeg er med dig.” Jesus ved, hvor meget vi har brug for selskab. Han ved, at hvis nogen holder os i hånden, kan vi klare det meste. 

Så jeg vender tilbage til Guds hus med de mange værelser. Det er ikke et midlertidigt hjem, men et permanent et. Et sted, der er stort nok til både at huse den kærlighed, der binder Jesus til Gud, og den kærlighed, der binder jesus til os, som et gigantisk hjerte fyldt med kamre, hvor der er plads nok til dem, som kærligheden forener. 

En dag siger vi alle sammen vores sidste ord. Og så tror jeg vi flytter ind hos den Gud, der er flyttet ind hos os. 

Amen.