6.s.e. Påske 2020                         

Joh. 17, 20-26:

Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.

Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« Amen

Sådan lyder det, når Jesus går i forbøn for os. Dagens tekst er den sidste lille del af en meget lang bøn til Gud, som også har fungeret som en tale – en peptalk – til disciplene, som hørte Jesus bede denne sidste gang inden korsfæstelsen. Det var i Jerusalem at disciplene fik disse ord – en tidlig skærtorsdag aften i påskeugen for et par tusind år siden. Han talte til disciplene, men hans bøn omfatter også os moderne mennesker. Vi er dem og de er os. Vi er et. Og det vender jeg tilbage til.

Dem dengang 

Først må vi lige tilbage i tiden og møde disciplene og Jesus, der hvor de er. I en lille hyggelig stue med vævede tæpper på gulve og vægge. Vi er i husets herberg – som er en dårlig dansk oversættelse af det særlige gæsterum, der fandtes i ethvert jødisk hjem på den tid. Uanset hvor lille og fattigt hjemmet var, så var der altid sådan et gæsterum. Måske lidt ligesom spisestuer i danske hjem.

Der sidder og ligger en 10-12 mænd i stuen. De har spist påskelam, og drukket noget vin. Jesus sidder op ad den ene væg på en bænk med en spraglet hynde i. Han har lige sat sig til rette igen efter at have holdt den første lange tale til sine disciple om, at han snart, meget snart skal dø.

Disciplene sidder spredt omkring ham – nogle af dem på gulvet for hans fødder. De ser ufravendt op på ham og deres opmærksomhed hænger ved hans læber. Han har været deres liv og mening i de seneste tre år. De har forladt deres hverdag for at følge ham og de har lagt deres liv i hans hænder.  

Men nu siger han, at han skal dø? – snart!

Disciplene reagerer forskelligt, men de er alle nervøse og skræmte. Nogle tager sig til hovedet og ser ulykkelige og rådvilde ud. En af dem siger: ”Nu skal vi stå på egne ben og vidne om Gud i verden.”

En anden supplerer: ” Fra nu af bliver det os, der skal fortælle verden, hvad det lige vil sige at leve i enhed med Gud. Er vi parate til det?”

Disciplene rykker tættere sammen, som en flok får i uvejr. De har alle sammen sat sig op nu og deres øjne hænger ængsteligt og forventningsfuldt ved Jesus, der på bænken.

Nu rejser han sig, og hynden dratter på gulvet bag ham, uden at han bemærker det. Han ser op mod himlen… og falder så ned på knæ.

Disciplene er helt stille nu og alle deres antenner er ude. De er vant til, at Jesus går væk fra dem en gang imellem, for at være alene og bede. Så det er virkelig mærkeligt for dem at være med til hans bøn. 

Først beder Jesus til Gud om selv at blive herliggjort.

Herliggørelse – det er et underligt ord, som vi vel egentlig kun kender fra Biblen. Det har med Guds herlighed at gøre – hvad det så er… Disciplene dengang har sikkert umiddelbart haft en fornemmelse af, hvad Jesus mente, men i dag er vi vist henvist til at føle os lidt mere frem.

Guds herlighed? – for mig er herligheden, det tætteste vi kan komme på Gud. Gud er større end sin herlighed, men herligheden markerer grænsen for vores sansers fatteevne. Man kan måske sige: Hvis Gud er en usynlig sol, så er herligheden solens stråler, som vi kan mærke og som fortæller os, at solen er der, selvom den er usynlig. I herligheden kan vi lige akkurat fatte en flig af Gud.

I den allernyeste danske oversættelse af Biblen er herlighed i øvrigt blevet til guddommelig styrke. Et godt bud på hvad herligheden består af.

Mens disciplene sidder der - åndløse af spænding omkring Jesus, beder han Gud om, at disciplene må få del i Guds herlighed/styrke. Og disciplene skal mærke herlighedens nærvær. De skal mærke styrken i dem selv.

Vi er dem og de er os. Vi er et i Ham

Os nu

I den sidste del af bønnen, som samtidig er dagens tekst, beder Jesus for de disciple, som skal komme efter de disciple han har siddende tæt hos sig. Det er her vi nutidskristne kommer ind i billedet. Han beder sin sidste bøn for os - disciplenes disciple. Han beder om, at også vi skal blive herliggjorte gennem ham og gennem de herliggjorte første disciple: Han tilbyder os sin indre styrke, vi kan blive eet med ham, og det sker ved hvert et nadverbord – hver søndag overalt i verden

Herliggørelse er ikke en belønning man får, for at præstere den rette tro. Herliggørelse er et Gudsnærvær, der er ligeså selvfølgeligt som den luft man indånder. Når man lever i dette nærvær, ser verden anderledes ud, for man har del i Guds meget større perspektiv på verden. Det betyder, at man kan få øje på små dagligdags problemer uden at gøre dem til store uoverskuelige hæmninger for ens liv.

Det betyder ikke, at alle ens problemer er overvundet og man bare kan læne sig tilbage og betragte resten af verden, der farer rundt som fluer i en flaske. Nej, herliggørelse er netop en hjælp til at se bort fra sig selv og hen på de andre, så man kan hjælpe dem ud af flasken. Tilbyde dem en plads i herligheden. Hvor vi er dem og de er os. 

Det er altså en særlig flok Jesus har i tankerne i sin bøn. Der er næsten tale om et Gudsfolk – nemlig af dem som tror. De er ikke særligt udvalgte eller nyder særlige privilegier. Gudsfolket er almindelige mennesker, som lever og virker, vinder og taber i verden og som alle dør fra verden engang.

Jesus sætter med denne bøn en stafet af herliggørelse i gang. Og den stafet skal løbe op igennem tiden. Herliggørelsen er en åben kanal for guddommelig styrke, som man kan holde sig til, når modet svigter og meningen forsvinder.

Herliggørelse er altså kun til gavn for dem, der ikke mener, de kan klare sig selv. Herliggørelsen er en ekstra dimension ved livet, der peger væk fra en selv og hen mod de andre. Man kan altså sagtens overleve og leve uden herliggørelsen, men det er lettere og mere meningsfuldt at leve i den.

Disciplene omkring ham er de første til at tage stafetten op og nu skal de bringe den videre ud i verden. Disciplene, dengang og nu, skal vide hvad de går ind til, og tro på, at det er sandheden. Og det er alt det Jesus fortæller dem og os i bønnen i dag. Han vil modne os, så vi kan stå på egne ben i verden, når han er gået bort fra verden. Han vil overlade os ansvaret for hele herligheden - vores liv på jorden med hinanden.

Disciplene dengang vidste endnu ikke, hvad der ventede dem. De har helt sikkert siddet der i den hyggelige gæstestue og smilet bekræftende til hinanden efter bønnen. De har mærket herliggørelsens varme stråler og følt en klar og tydelig mening med deres liv.

En af disciplene rejser sig og tager ordet – det er nok Peter: ”Vi er klar – verden venter med længsel efter sandheden og vi vil med glæde fortælle folk, hvad vi har oplevet i de sidste par år”. Alt ånder endnu fred og opstemt glæde i discipelflokken.

Inden der er gået en time, vil de blive rådvilde og bange igen. Og inden natten er omme vil Peter have fornægtet sit kendskab til Jesus tre gange – det er det han sidder og skammer sig over på billedet derhenne.

Da Jesus er færdig med at bede denne sidste store vigtige bøn, rejser alle sig for at gå en aftentur i Gethsemane have.