Sundby kirke, juleaften 2020

Et barn er født i Bethlehem

En lille by - en forstad til Jerusalem, verdens religiøse centrum

Et barn er født i Bethlehem - og de mærker det helt ind i Jerusalem, at noget stort og godt er sket.

Thi glæder sig Jerusalem

En fattig jomfru sad i løn – dvs hun sad i skjul

Der i Bethlehem var Maria gemt af vejen

Ikke fordi hun var nødt til at gemme sig

Det var bare blevet sådan, og hun håbede det bedste

Hun havde også andet at tænke på og Josef var hos hende

Hun lå i en lun stald i høet mellem dyrene

Og fødte Himlens kongesøn

Den lille blev lagt i et krybberum - dyrenes ædetrug

Først havde de selvfølgelig klippet navlestrengen og han blev svøbt i Josefs kappe, fik sig lidt mælk og faldt i søvn

Der var tyst

De var bare sammen – de tre, lige der

Og stalden var så varm og fredelig og tæt af lykke

Så de kunne høre englene synge - med fryd derom

------

Freden hvilede over barsels-stalden

Glæden bredte vingerne ud over familien – og dyrene

Kun markens hyrder kom forbi i natten og så barnet

De var helt almindelige mænd, der bare passede får, og de var de første, der fik ham at se

Og det var dejligt i stalden, at vise den lille og glæden frem

Den nye spæde ukendte kærlighed, der spirede i Marias hjerte, når hun så på sit barn. Den kærlighed ville hun gerne dele

Han var så fin og lille

Så yndig og så kær

Maria lærte sin nye kærlighed at kende, mens den spirede frem

Helt afslappet sad hun på knæ, med hænderne i skødet, hovedet lidt på skrå og blikket fortabt på den lille dreng. Dér så hun kærligheden folde sig ud i sit eget bryst

Og kærligheden spejlede sig i Maria, så hun kom til at stråle

Og Josef kunne ikke få øjnene fra hende

Hendes hjerte flød over

Og fyldte til sidst hele hendes væsen

Og hun lod det ske

Nu kan hun tro, at det er selve kærligheden, hun har født

Hyrderne mærkede det også og nød hvert sekund

De stod længe i et øjeblik, for tiden var gået i stå

Floderne bruste ikke; bølgerne slog ikke mod verdens kyster; græsset voksede ikke og blomsterne duftede ikke, for alle holdt vejret.

Tiden stod stille, da evigheden blev født

Og verden var tyst

Selv englene tav

Kun stjernen glimtede og funklede, så det næsten kunne høres

En gylden sitrende pause i tiden – en lyssprække i julenatten

(pause, så englen kan gå gennem kirkerummet)

Men kun et øjeblik – så løb tiden igen, som den nu gør; den sorte nat lukkede sig igen omkring en hemmelighed, som intet var hændt

Men hyrderne gik forandrede og lette derfra - ud til deres nattevagt i hverdagen

Billedet af kærligheden i stalden satte sig fast i deres hjerter, for de havde set sig selv

Og som hyrderne er vi alle med på dette første familiejulebillede, hvor ALLE verdens mennesker er med

Da Ditte Menneskebarn blev født i 1921, skrev hendes far forfatteren Martin Andersen Nexø:

At der hvert sekund fødes en menneskesjæl til verden. Et nyt lys tændes, en stjerne der måske skal brænde usædvanlig smukt, som i hvert fald har sit helt eget, aldrig før sete, spektrum. Det aldrig før sete bliver hvert sekund til kød og blod. Intet menneske er en gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages. Hvert nyt væsen ligner et stjerneskud, som kun én gang i al evighed rører jordens bane og en stakket tid drager sin lysende bane henover den – livet er en lysende bane mellem to evigheder af mørke.

Juleevangeliet er et billede, et symbol – en ikon, som kan holde det gyldne øjeblik fast for os. For her ser vi både tro og håb og kærlighed - alt det vi ikke kan skabe selv eller holde fast, når vi har det. Alt det vi ikke kan leve uden.

Tag nu dette enkle billede ind i hjertet og med jer ud i verden

Og lad det spire og vokse - også efter jul.

Frygt ikke, sagde englene til hyrderne – og til os…

Glædelig jul