Jesus’ første mirakel: Vand til vin

Billedet er af Michael Kvium 2007. Det hedder: Handlingen

Det kan nogle gange være nødvendigt med lidt baggrundsviden for at få det fulde udbytte af en bibeltekst, som jo er skrevet for et par tusind år siden, hvor meget var anderledes end i dag. Bibelen handler dog altid om grundmenneskelige forhold, der gælder til enhver tid. Og denne mærkelige mirakuløse tekst er ingen undtagelse. Giv den en chance på dens egne præmisser.

Vi kommer ind i bibelteksten lige efter at Jesus er blevet døbt af Johannes Døberen i Jordan floden. To af Johannes’ disciple forlader Johannes og slutter sig til Jesus. I løbet af de følgende par dage kommer der yderligere tre disciple til. Og Jesus tager dem alle med til et bryllup, som han og hans familie er inviteret til. Og det er her til brylluppet, Jesus, i. flg. Johannesevangeliet, træder ind på verdensscenen som frelser.

I de andre evangelier bliver Jesus også døbt, før han går i gang med sin opgave på jorden. I Lukas- og Matthæusevangeliet tager han direkte fra dåben ud i ørkenen i 40 dage for at styrkeprøve sig selv ved at sulte, tørste og lide. I Johannesevangeliet går han ikke i ørkenen, men til fest, og hans første mirakel er at skaffe mere vin.

Læs historien her:

Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.«

Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.«

Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham. Johannes evangeliet kapitel 2 vers 1-11

Bryllup er en forening af to. Og derfor også symbol på den intime forening/sammensmeltning af Gud og menneske. Sådan optræder symbolet hyppigt i det Gamle Testamente (fx Højsangen, Esajas 54,5). Symbolet lever videre i Det nye Testamente (fx Matt 25,1-13, Åb 19,6-7) og i den efterfølgende kirkelige tradition, hvor Jesus er brudgommen og kirken hans brud. Se fx: https://dendanskesalmebogonlin...

I Johannesevangeliet er det et bryllup, der er rammen om Jesus og disciplenes indvielse til den vej, de nu skal ud på. De begynder altså i et urgammelt symbol, som de fylder op med nyt indhold.

Jesu mor Maria repræsenterer den jordiske side af Jesu liv: At han er en søn, en ung mand i en familie. Det er Maria, der skubber hans skæbne i gang. Hun peger på ham, så alle vi andre kan få øje på ham. Hun peger fra det jordiske på den guddommelige. Maria ved, hvad Jesus kan og hvad han skal, og hun lader sig ikke stoppe, bare fordi han ikke selv føler sig parat. 

De to er forbundet som mor og barn, og det er Maria, der kan finde ud af at løsne båndene, så han kan komme afsted. Hun viser ham ubetinget tillid og lader ikke sine egne følelser stå i vejen. Jesus reagerer først som en trodsig teenager, der stadig er bundet, men ender med at anerkende sin binding - dvs gøre som hun vil, og først dér begynder han at handle frit og på eget ansvar. Som hun fødte ham til jorden (hvad Johannesevangeliet ellers er ligeglad med), sådan ”føder” hun ham nu ind i hans livsopgave.

Vin er en åndelig drik. Spiritus betyder ånd. Manglen på vin er symbolsk udtryk for spirituel fattigdom. Ikke kun hos det konkrete jødiske brudepar, men også i den religiøse og rituelle sammenhæng de vies ind i.  

Vandkar af sten var nogle meget store kar, for en ”spand” er et gammelt mål for ca. 40 liter, så der kunne være godt 100 liter vand i hvert kar. Det var en slags badekar, hvor man efter de religiøse forskrifter rensede sig inden ritualer som fx et bryllup (google: Mikva). Og det er lige her midt i den religiøse praksis, at Jesus forvandler vaskevand til ædel vin. Som han forædler vandet, gør han det samme med den gamle religion. Rensekarrene, som er tiltænkt kroppen, bliver til nyttige beholdere for hans forædling af ånden. Og karrene bliver fyldt helt op.

Tjenerne er eksempler til efterfølgelse. Villige og lydige, ingen spørgsmål - selvom en fremmed, en gæst, satte dem til et stort ekstraarbejde. De adlød Gud, forstår vi. Ligesom Maria ikke blev sur på Jesus over hans grove tone, argumenterede med ham eller skældte ud, men blot tillidsfuldt skabte plads og lod hans ånd bestemme tempoet. 

Skafferen (tjenernes chef) er det modsatte af eksemplarisk. Han repræsenterer det gamle, som Jesus vil forny. Skafferen glæder sig ikke over, at der nu er vin nok, eller at den smager så godt. Nej, han lader sig styre af man plejer ellers. Han bebrejder brudgommen, at han ikke følger dette plejer. Og han er ligeglad med at snyde folk med den dårligere og billigere vin til sidst. For sådan gør man. Skafferen er åndeligt doven og gør sig skyldig i noget som Johannesevangeliet afskyr: Han søger ære fra mennesker frem for ære fra Gud (Joh 12,43).

Vand til vin Jesus er lige blevet døbt af Johannes Døber, der døber med vand. Johannes Døber hører til i den gamle religion, og det er ham der fortæller os, at Jesus vil døbe med ånd (Joh 1,33).

Det første mirakel handler om indvielse, ny begyndelse, et startskud på livet sammen med Gud. Ligesom dåben. Det gælder for Jesus, for disciplene og for enhver af os.

Tænk videre: Hvem er du selv i historien? Hvordan tager du imod noget nyt?