3. mirakel: Vil du være rask?

Baggrund: Umiddelbart efter helbredelsen af embedsmandens søn følger det næste mirakel, som også er en helbredelse. Det foregår i Jerusalem, hvor mange mennesker er samlet til endnu en jødisk fest, som måske er shavuot - ugefesten, som ligger syv uger efter påske, eller 50 dage ligesom den kristne pinse. Der står ikke i Johannesevangeliet hvilken jødisk fest det er, så det er nok ikke vigtigt for fortællingen. Men dog tankevækkende, at shavuot er en fejring af de 10 bud, hvor et af buddene, som bekendt, er at holde hviledagen, sabbatten, hellig. Og det bud gør med dagens mirakel Jesus til en lovbryder.

Tredje mirakel: Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.

Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. Derfor gav jøderne sig til at forfølge Jesus, fordi han havde gjort dette på en sabbat. Men Jesus sagde til dem: »Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.« Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig. Johannesevangeliet kapitel 5 vers 1-19

Herrens engel som farer ned i dammen og bringer vandet i oprør er overtro. Dvs. at det ikke er bevidnet noget sted i skrifterne (Det gamle Testamente), at Herrens engel kunne finde på den slags eller bliver beordret til det af Gud.

Overtro er ofte et udtryk for håb. Et håb ud i det blå, ikke til Gud, og det er også det, der er på spil i historien. Når man håber ud i det blå, så tror man ikke på det, man håber på.

Den syge ved dammen. Vi ved ikke, hvad han fejlede, men i traditionen er han lam. Og han håber nok, men tror ikke selv på, at han nogensinde bliver helbredt. Derfor kan han ikke svare Jesus på det simple spørgsmål: Vil du være rask? Manden har aldrig overvejet det spørgsmål, han har kun forholdt sig til, at han ikke har nogen til at hjælpe sig, og derfor nok aldrig bliver rask.

Og sådan havde han levet i 38 år. Denne mand har måske levet hele sit liv ved dammen, hvor andre syge, lamme og krøblinge også havde slået sig ned og ventede på den engel. Her kom deres pårørende og andre venlige mennesker forbi med mad, her fulgte de med i byens hverdagsliv og fester, og her fortalte de hinanden spændende historier om mirakuløse helbredelser gennem tiden.

Her levede de alle i et håb, som de næppe troede på. De (over)levede i en splittet virkelighed mellem deres håb og deres tro. Til gengæld var de sammen i det, og det giver tryghed. Og det må vores nu raske mand forlade. Han virker hverken særlig glad for eller god til at være rask.  

En Bethesda salme: https://dendanskesalmebogonlin...

Dette mirakel handler om at træffe et valg, og stå til ansvar for det man vælger. Det er, set med ”jordiske” øjne, valget mellem syg og rask. Med et ”himmelsk” blik er det valget mellem et åndeligt dødt og et åndeligt levende liv på jorden. Og det udfolder Jesus efterfølgende for de skeptiske jøder i en lang belæring, som også er til disciplene – og til os.

Prøv evt at læse, hvad Jesus siger til jøderne efter helbredelse af manden. Han taler uden omsvøb om Gud og sin egen opgave på jorden. Jøderne forstod det ikke, gør du?

https://www.bibelselskabet.dk/...

Synd ikke mere, siger Jesus til den raske mand. Men hvad er det for en synd, han allerede har begået? Jo, han søgte straks menneskers ære (accept) og ikke Guds, som ellers lige havde opfyldt hans livs håb. Den raske mand er stadig syg i ånden, og bliver i sin overtro, hvor ansvaret ikke er hans eget. Han reagerer ligesom Adam efter syndefaldet, der skyder skylden på Eva, der straks skyder det over på slangen. Mennesket har fra den første begyndelse veget tilbage fra den ansvarlige side af livet. Vi tør ikke blive raske!  

Sabbat Der er i historien en nærmest grotesk modstilling mellem den mirakuløse helbredelse og det almindelige sabbatsbud. Jøderne kan ikke se miraklet, selvom det bryder overbevisende gennem deres velkendte jordiske system, fordi de udelukkende fokuserer på det velkendte system. Det er Guds eget bud, tænker de, så kan det ikke også være Gud, der bryder det. Meget logisk… Bare ikke i en åndelig logik, hvor livet altid har forrang for systemerne.  

Jøderne ville gerne putte Gud ind i et system, hvor de kan holde Ham fast. De gør Ham lille og firkantet, så Han kan stables og hives frem efter behov! Templet er en velegnet beholder.

Men Guds ånd blæser uden for menneskelig kontrol. Heldigvis. Usynlig og kraftfuld og evig.

Gennem de første tre mirakler har vi mødt Marias totale tillid til Guds åndelige virkelighed. Vi har set styrken ved at stå midt i Nuet – også for samaritanere og hedninger. Og vi har forstået hvordan det gamle Gudsforhold lammede jøderne dengang.

Den syge mand ved dammen lærte os at træffe et valg - tage beslutningen, sige JA og bære ansvaret selv. Det er et radikalt valg vi må træffe – enten søger vi Guds vilje eller andre menneskers vilje, Hans kærlighed eller andre menneskers kærlighed. Søren Kierkegaard skrev i 1849 en bog om dette valg: Sygdom til døden. Læs Sørine Godtfredsens udlægning af hans bog og tanker her:

https://www.kristeligt-dagblad...

Tænk videre: Vil du være rask?