4. mirakel mirakel: Glimt af Gudsriget

Baggrund: Nu er vi kommet frem til det midterste mirakel. Et højdepunkt i Johannesevangeliet. Det bliver traditionelt kaldt Det store bespisningsunder. Miraklet er beskrevet i alle fire evangelier, som en vigtig milepæl i Jesu liv og virke. Det var her, han fik sit folkelige gennembrud, og det foregik kort tid før det største årlige samlingspunkt for hele folket. Der blev igen det år noget at tale om til påskefesten i Jerusalem. Selve miraklet skete i Galilæa.

Fjerde mirakel: Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær.

Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist.

Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene. Johannesevangeliet 6,1-15

Jesus sejler fra den vestlige side af Genezerat sø, hvor han bor, til det øde sletteland, der strækker sig ud på den østlige side af søen. Det er som om, han med vilje tager et sted hen, hvor der er plads til rigtig mange mennesker. Han og disciplene rejser i forvejen, og folk følger efter og samles efterhånden.

Bjerg Jesus og disciplene afventer situationen fra et bjerg, står der. Der er bare ikke nogle bjerge i nærheden, så det er en kunstnerisk frihed Johannes tager sig – eller en teologisk frihed? For det at gå op på et ”bjerg” betyder at man er nærmere Gud. Det er der mange andre eksempler på, også i de andre evangelier og Det gamle Testamente. På samme måde kan der ligge en betydning i, at de drager mod øst, hvor solen står op og traditionelt varsler ny begyndelse.

Jesus løfter blikket og ser folkeskaren. Han ser deres længsel efter åndelig næring. De ved det måske ikke selv, men de ville næppe være rejst så langt uden mad, hvis det bare var af nysgerrighed. Jesus tester nu disciplene, om de kan se ligesom han. Det kan de ikke.

Filip tænker helt konkret og lavpraktisk. De 200 denarer han taler om er et svimlende beløb – en enkelt denar svarer til en almindelig dagløn! Den slags penge har de fattige vandringsmænd næppe haft, så Filip understreger bare, hvor umulig situationen er.

Andreas tænker også konkret, men har dog alligevel set en lille dreng, der gerne vil dele sin madpakke, men hvad er det til så mange, stopper Andreas hurtigt sig selv.

Den lille dreng har bare hørt Jesus’ spørgsmål, og vil hjælpe med det, han har. Han reagerer, som det barn, han er, åbent og tillidsfuldt, som Maria, og lige midt i NU’et som embedsmanden. Den, der ikke modtager Guds rige, ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det (Markus 10,13-16)

Det er den lille dreng, der sætter miraklet i gang. Der skal et menneske, hvor lille det end er, til at åbne for Guds rige. Det er drengens fem brød og to fisk, der mætter de 5000 mænd – og deres kvinder og børn. Ved at handle, kan du forvandle…

Tolv kurve er en henvisning til Israels tolv stammer. Patriarken Jakob, som vi har mødt tidligere i Jesus samtale med den samaritanske kvinde ved brønden (2. mirakel), kæmpede engang med Gud en hel nat og vandt! Jakob ville ikke slippe Gud, før han velsignede ham og dermed hans slægt, og det gjorde Gud så til sidst og gav samtidig Jakob et nyt navn: Israel. Jakobs 12 sønner blev stamfædre til hele Israels folk, og nutidens jøder (som oprindelig kun var dem fra sønnen Judas stamme) ved den dag i dag, hvilken stamme de hører til.

Johannesevangeliet signalerer med de tolv kurve tilovers, at intet skal gå til spilde. Måske en slags beroligelse til de genstridige jøder, at de også er omfattet af Guds plan!

Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der… (Joh 6,11) Sammenlign med indstiftelsesordene, som præsten siger ved enhver nadveruddeling i kirken: Vor Herre Jesus Kristus tog, i den nat han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav det til sine disciple… Disse ord er en sammenskrivning af, hvad de tre andre evangelier mente, at Jesus sagde til disciplene Skærtorsdag aften, da de spiste sammen en sidste gang inden korsfæstelsen. Johannesevangeliet fortæller også om denne sidste aften, men mener ikke, at det var ved den lejlighed Jesus indstiftede nadveren – for det havde han jo allerede gjort på de græsklædte sletter i Gallilæa.

Pointen er dog den samme – at Jesus giver sig selv til alle verdens mennesker

Det er i sandhed et fantastisk mirakel!

Tænk videre, hvis man selv havde oplevet dette mirakel. Hvordan ville det ændre ens liv og, ikke mindst, ens indstilling til livet? Ville man med eet forstå, hvordan det hele hænger sammen, og hvilken plads og opgave man selv har i livet? Kan dette mirakel give mening til et liv, som jo ellers bare ender med død?

Folkeskaren forstod det ikke. De blev i deres jordiske logik, og miraklet fik dem kun til at ønske sig Jesus som deres næste magtfulde konge. Heller ikke disciplene fattede noget. Og vi forstår, at Jesus blev meget ked af det. Han gemmer sig for dem alle, og går op på bjerget igen. Helt alene.