6. mirakel: Selv den blinde kan se

Baggrund: Hele kapitel 9 i Johannesevangeliet handler om det sjette mirakel. I får her kun selve miraklet at forholde jer til. Men jeg kan varmt anbefale, at I læser videre. https://www.bibelselskabet.dk/...

Miraklet foregår i Jerusalem om efteråret til den store høstfest Sukkot eller løvhyttefesten. Her mindes jøderne den tid de gik i ørkenen, hvor Gud selv ledte dem på vejen – som en skysøjle om dagen og en ildsøjle om natten. Gud slog hul på klipperne, så de fik kildevand at drikke, og manna (brød) dalede ned fra himlen.

Løvhyttefesten peger frem på den dag, hvor Gud vil komme på den store høstdag og indsamle (høste) folk til sit rige og tage bolig i blandt os, lige så tæt og nært som i ørkentiden. Da jøderne vandrede i ørkenen ønskede de sig et land, hvor de kunne slå sig ned, et land der flyder med mælk og honning. Til Løvhyttefesten ønsker de sig Gudsriget.

Sjette mirakel: På sin vej så Jesus en mand, der havde været blind fra fødslen. Hans disciple spurgte ham: »Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?« Jesus svarede: »Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham. De gerninger, som han, der har sendt mig, vil have gjort, må vi gøre, så længe det er dag. Der kommer en nat, da ingen kan arbejde. Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys.« Da han havde sagt det, spyttede han på jorden, lavede dynd med spyttet, smurte dyndet på den blindes øjne og sagde til ham: »Gå hen og vask dig i Siloadammen!« – Siloa betyder Udsendt. Han gik så hen og vaskede sig, og da han kom tilbage, kunne han se. Johannesevangeliet kapitel 9 vers 1-7

Det er på løvhyttefestens sidste dag, som er sabbatten, at Jesus og disciplene møder manden, der er født blind. Jesus åbenbarede sig som Gud for disciplene, da han vandrede på søen, og til løvhyttefesten træder han også tydeligere og tydeligere frem, som den han er til alle de andre jøder.                                                       

Den blindfødte mand giver disciplene anledning til at spørge Jesus, hvem der er skyld i hans blindhed. Og det er et helt rimeligt spørgsmål i den jødiske sammenhæng, de jo er i. Det var nemlig almindelig viden, at de syge og fattige, eller deres slægt, selv havde pådraget sig deres ulykke – dvs Guds vrede og utilfredshed. De rige og raske kunne med samme vished føle sig velsignede af Guds tilfredshed med dem.

Synd var for datidens jøder langt hen ad vejen ”kun” et spørgsmål om ikke at overholde Loven (fx De 10 bud) eller de mange regler og forskrifter, som der var knyttet til kulten (Templet) og dermed også i samfundet. Meget forenklet: En synder var en lovbryder. Sådan så Jesus ikke på det. Han gik langt videre, så det ikke kun er handlingen, men også motivet bag, der gør et menneske til synder.

I kapitel 8 – altså lidt før de møder den blindfødte mand, hører vi om en kvinde, der skal stenes for ægteskabsbrud, som er en indlysende synd, altså lovbrud. Jesus redder hende ved at sige til bødlerne, at den af dem, der er syndfri, kan kaste den første sten. Da de derefter alle lusker af, siger Jesus til kvinden: Gå, og synd fra nu af ikke mere (Joh 8 1-11). Synd er at hæmme livet, frem for at fremme det.

På hebraisk betyder synd at ramme ved siden af målet

Renhed og urenhed er også med i historien om den blindfødte, men vendt på hovedet. For miraklet sker ved, at Jesus snavser ham til. Den konkrete, fysiske, blindhed, helbredes med konkret urenhed, snavset mudder og spyt! Den åndelige blindhed skal manden selv tage ansvar for og vaske af sig i dammen. Ligesom ved en dåb, som er genfødsel i ånd.

Siloadammen var på Jesu tid central i Løvhyttefestens ritualer, hvor Templets præster hver festdag hentede vand, mens folket klappede og hujede. Vandet blev hældt ud over alteret til minde og tak for det vand Gud lod springe ud af klipperne, da hele folket vandrede i ørkenen. I kapitel 7 (Joh 7, 37-38) stillede Jesus sig op midt på Tempelpladsen, mens alle fulgte vandritualet, og råbte: Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand. På Tempelpladsen stod der også til løvhyttefesterne fire kæmpe olielamper til tak og minde om Gud, der lyste for folket i ørkennatten. I kapitel 8 (Joh 8,12) råber Jesus: Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørke.

Man kan vist roligt sige, at Jesus nu åbent identificerer sig selv med Gud.

Tilbage til den blindfødte, som får smurt dynd på sine øjne. Her genskaber Jesus manden, ligesom Gud der i begyndelsen skabte Adam af jord og blæste sin ånd ind i ham. Med Jesus er jord og ånd ikke længere adskilt, men samlet i spyttet.

Den blindfødte så lyset. Og det forvandlede ham så fuldstændigt, at folk har svært ved at genkende ham. Han reagerede helt anderledes end den syge mand ved Bethesda dam, som ikke rigtig kunne finde sig i at blive rask. Den blindfødte står med det samme fuldstændig ved sig selv og sin helbredelse. For han er blevet genskabt, som den han hele tiden har været. Han er ikke bange for farisæerne, som ellers afhører ham to gange, og til sidst smider ham ud. Han er helt fyldt op af glæde – det er hans NU og nye stærke centrum i livet. Og han bekender og tilbeder uden tøven Jesus som Menneskesøn – helt Gud og helt menneske (Joh 9,36-39).

Disciplene ser, hvordan den blindfødte med ét (mirakel) slag, er kommet lige så langt som dem selv på deres trosvandring. Siloa betyder udsendt, står der forklarende i teksten – den blindfødte (som er et billede på hele menneskehedens medfødte åndelige blindhed) mødte Jesus, og er nu også en udsendt, dvs. en der med sit liv skal vidne om Guds lys i verden. En passende salme: https://dendanskesalmebogonlin...

Johannesevangeliets første seks mirakler er som trædesten på en snoet vej til Gud.

Først Brylluppet som var en indvielse til vandringen. Ved brylluppet skete også et opgør med bindingerne til det velkendte jordiske liv – Jesu menneskemor og hans liv i familien og hverdagen. Det samme gjaldt for disciplene.

Dernæst skete et opgør med de gamle religiøse forestillinger: Tempelrensning, Nikodemus, samaritansk kvinde. Dette opgør kulminerede i et mirakel, som viser at enhver, selv hedningen, embedsmanden, er omfattet af Guds plan og omsorg. De første to mirakler er som indre trædesten på den enkelte søgendes vej: Det nødvendige opgør med egne bindinger i familie og kultur. Så man kan blive fri til at tjene.

Ved Betesda dam blev det indadvendte vendt ud ad, for at omvende verden. Det viste sig afgørende at stå fast, være modig og helt tilstedeværende i det givne øjeblik og samtidig åben – ja, blottet, over for de individuelle mennesker og skæbner man møder på sin vej. Valget for den søgende er: Tør du være rask?

Det fjerde mirakel er et højdepunkt, en slags belønning – eller gulerod: Man får her et glimt af det Gudsrige man vandrer hen imod med rigelig åndelig føde. Alt det man drømmer om på vejen. Håber på. Arbejder for.

Og så nedturen derefter om natten i en lille båd på en oprørt sø – det lille menneske i en forvirrende verden. En troskrise, som enhver søgende vil opleve flere af undervejs. Det femte mirakel er en opløsning af al tvivl.

Det sjette mirakel handler om at se ånden i den fysiske virkeligheds sprækker. Og det handler om at leve kompromisløst efter det man får blik for, uanset hvor svært det er i verdens øjne. Leve som genskabt i sin oprindelige form – sådan som det var meningen fra begyndelsen. Lige i midten af skiven…