7. mirakel: Genfødsel

Baggrund: I Johannesevangeliets kapitel 9 blev den blindfødte helbredt, og Jesus fik vist sig som GUD. I kapitel 10 folder han billedet af sig selv som Den gode hyrde ud, og det vil jeg også komme ind på her i forbindelse med det syvende og sidste mirakel

Dagens mirakel er en lang tekst i kapitel 11, og I får den hele her selvom selve miraklet først sker til slut i teksten. Nyd den spændende historie, og lev dig ind i den. Denne mirakelhistorie er ideel til indlevelse og dermed et dybere udbytte.

Bibelmeditation: Læs teksten igen og igen, Og igen og en gang til… Hold en lille pause og læs igen. Læs til du i de væsentlige træk kan det udenad, og luk så øjnene…

Prøv nu at se scenen for dig, træd derind og kig dig rundt – hvordan ser der ud, farveholdning, lys/mørke, hvem og hvor mange står eller sidder hvor… Brug alle sanser: Hvordan lugter der, hvilke lyde, hvordan er vejret, temperaturen, tidspunktet… Hvordan er stemningen… Hvem identificerer du dig med, hvis du gør det…

Læg mærke til, hvad der særligt fæstner sig i dig.

Syvende mirakel: Der var en mand, som lå syg, han hed Lazarus og var fra Betania, den landsby, hvor Maria og hendes søster Martha boede. Det var Maria, som salvede Herren med vellugtende olie og tørrede hans fødder med sit hår, og det var hendes bror Lazarus, der var syg. Søstrene sendte nu den besked til Jesus: »Herre, den, du elsker, er syg.« Da Jesus hørte det, sagde han: »Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.«

Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus. Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var; først derefter sagde han til disciplene: »Lad os tage tilbage til Judæa.« Disciplene sagde til ham: »Rabbi, jøderne har lige villet stene dig, og så vil du derhen igen?« Jesus svarede: »Har dagen ikke tolv timer? Den, der vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys. Men den, der vandrer om natten, snubler, for lyset er ikke i ham.«

Sådan sagde han, og derefter siger han til dem: »Vor ven Lazarus sover, men jeg går hen og vækker ham.« Disciplene sagde til ham: »Herre, hvis han sover, kommer han sig.« Jesus havde talt om hans død, men de andre mente, at han talte om almindelig søvn. Da sagde Jesus ligeud til dem: »Lazarus er død. Og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for at I må komme til tro. Men lad os gå hen til ham.« Thomas, også kaldet Didymos, sagde da til sine meddisciple: »Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham.«

Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven. Betania lå i nærheden af Jerusalem, femten stadier derfra, og mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.« Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«

Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér.

Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?«

Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Johannesevangeliet kapitel 11 vers 1-44

Jesus og disciplene var taget ud til det sted i ørkenen, hvor Jesus var blevet døbt. Her var de lidt på afstand af Jerusalem, som var blevet for farlig for dem. Da Jesus hørte, at hans ven Lazarus var syg, tog han alligevel afsted til Jerusalemforstaden Betania, hvor Lazarus boede. Disciplene forsøgte at tale ham fra det, men ender med at følge med - som disciplen Thomas siger det: »Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham.« (Joh 11,16)

Disciplene er blevet får i den gode hyrdes flok. Og de vil følge ham i døden!

Den gode hyrde kender vi fra Salmernes bog i Det gamle Testamente, som et billede på Gud. Fx Psalme 23: Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød… Hyrdebilledet er også kendt i andre religioner, som et kraftfuldt billede på tillid. Tro!

Rigtige får følger med flokken, og hvis flokken er så heldig at have en hyrde, følger flokken ham. Vi mennesker tænker måske om får, at de er lidt dumme? De er i hvert fald frygtsomme og uselvstændige, og ikke nogen vi gerne identificerer os med. Fårene har en udpræget flokmentalitet, og det er ikke en høj værdi hos os mennesker. Vi har nemlig vores egen vilje og finder selv vores vej. I verden.

Men hvad nu, når vi har svært ved at finde vej? Måske det skyldes at vores åndelige side, vores sjæl, sidder bag jeget’s tremmer? 

Se Jørgen Gustave Brandts salme fra 1985 https://dendanskesalmebogonlin...

Hvad hvis det er sandt, at vores sjæl er ufri i denne verden, hvor jeg er vigtigere end vi? Så er det fårene, der er de smarte. For de er fri til at følge den, der vil dem det bedste og sørger for dem undervejs – ja, vil gå i døden for dem…

Tænk videre: Se dig rundt i den flok, du selv er et får i. Hvem er hyrde, hvem er offer-lam, hvem er synde-buk?

Pastor betyder hyrde på græsk.

Martha og Maria er søstre til Lazarus, og de er alle tre nære venner med Jesus. Vi møder søstrene i Lukasevangeliet i en helt anden sammenhæng. Lukas fortæller, hvordan Martha er den praktiske af de to. Hun har overblik og omsorg for alle andre. Hun står i køkkenet og laver mad til gæsterne og varter dem op. Maria derimod sætter sig sammen med mændene i stuen og lytter til Jesus. Martha bebrejder Maria, og Jesus forsvarer hende med, at hun bare har valgt den gode del, og det skal hun have lov til (Luk 10,38-42).

Her i begyndelsen af Johannesevangeliets kapitel 11 hører vi om Maria, at det var hende, der salvede Herren med vellugtende olie og tørrede hans fødder med sit hår. Og det blev hun også bebrejdet for – af Judas, der mente at de penge olien havde kostet var bedre brugt på de fattige. Jesus forsvarer igen Maria (Joh 12,4-8).

Ikke så underligt at der gennem tiden er blevet spekuleret meget i, om Jesus var forelsket i Maria!

Men uanset hvad, så hører vi her, at både Martha og Judas bebrejder Maria ud fra verdens normer og logik. Maria selv handler efter en indre impuls – kald det lyst, og er ikke bange for at lade sig styre af det. Hun står midt i NU og er modig og fri – som et lydigt får.

Maria kom som den sidste ud til Jesus ved Lazarus' grav, og græd over sin brors død. Mange andre stod også og græd. Jesus ved, at han lige om lidt skal vække Lazarus, men han bliver alligevel grebet af stemningen, som det menneske han jo også var, og brast i gråd.

Dette vers: Jesus brast i gråd (Joh 11,35) er et af de korteste vers i den danske oversættelse af Biblen. I den engelske Bibel er det det korteste vers. Kort og flot: Jesus wept.

Lazarus blev begravet i dødens virkelighed, og han bliver kaldt ud af den jordiske grav til nyt liv i åndens virkelighed. Den nye Lazarus er genfødt af ånd, som Jesus tidligere forklarede det til Nikodemus (Joh 3,1-13). Lazarus har mødt og kender nu sit guddommelige ophav og ved, at han bærer Guds billede i sig. Men han har aldrig levet i verden på den åndelige måde før. Han kommer ud med tildækkede, dvs. lukkede, fysiske sanser og er svøbt som en nyfødt. Han har brug for hjælp til at komme ind i verden igen, og få sine sanser og førlighed tilbage i kroppen. Og det er det menneskelige fællesskab, der kan hjælpe ham med det. Løs ham, siger Jesus – og lad ham gå. Fællesskabet skal nok hjælpe, men ikke forsøge at holde ham fast på de jordiske præmisser. Ånden blæser hvorhen den vil.

Ånden er evig, og sådan lever Lazarus videre. Det er uklart på hvilken måde, men David Bowie udgav dagen før han døde i 2016 et storslået værk, som både er musik og teaterforestilling – i Danmark på Det kongelige teater. Det hedder Lazarus, og bevæger sig undersøgende i dette felt mellem død og levende. Meget åndrigt.

Se musikvideoen her:

Miraklet med dødeopvækkelsen peger frem mod det største mirakel af dem alle: Opstandelsen påskemorgen.