Verdens første kristne gudstjeneste var et måltid. Det siger jeg ikke, fordi vi har historisk kendskab til denne allerførste gudstjeneste, men vi kan se, allerede i Bibelens beskrivelser og senere kilder, at det var sådan de første kristne mødtes – uden for synagogerne hvor de ellers gik til gudstjeneste. Det tog nogle årtier, før de første kristne selv fandt ud af, at de var kristne. De opfattede sig som jøder der blot, i modsætning til de fleste andre jøder, troede på, at Jesus var den Messias (Kristus), som man havde ventet på i årtusinder. Og som jøderne den dag i dag stadig venter på.

De første kristne samlede sig hos hinanden, og alle tog mad med, hvad de nu kunne undvære, og delte med dem, der ikke havde taget noget med. Disse måltider er en af de bedste forklaringer vi har på kristendommens succes som verdensreligion – at det gik så hurtigt med at vokse sig fra at være en lille jødisk sekt i Jerusalem til udbredelse i resten af verden. Hos de kristne var der mad og fællesskab, og alle var inviteret. De kaldte det et agape måltid – et kærlighedsmåltid, hvor det drejede sig om at dele og minde hinanden om kærligheden til Gud og næsten. Agapemåltiderne fandt sted hver uge om søndagen, den dag hvor Jesus opstod fra de døde.

Tidligt begyndte man at bede og synge sammen, når man alligevel var samlet. Og der blev læst små kristne tekster og breve op, som der med tiden kom flere af i omløb. Det var typisk øjevidneberetninger og refleksioner, som disciplene og andre, der havde mødt Jesus, havde skrevet ned og sendt rundt.  Nogle af disse tekster blev senere samlet i Det nye Testamente.

Omkring år 300, da kristendommen havde vokset sig stor og stærk, begyndte man også at bygge kirker, hvor de kristne gik til gudstjeneste om søndagen. Agapemåltidet flyttede med ind i kirken, og blev til det vi i dag kender som Nadveren. Det almindelige fællesskab i de private hjem om et måltid mad, hvor man samtidig kunne lytte, synge og samtale om sin tro, blev af praktiske grunde institutionaliseret, og har siden da primært haft en rituel funktion som gudstjenestens åndelige centrum.  

Ordet nadver betyder på dansk blot aftensmad, og henviser til det sidste måltid Jesus delte med sine disciple skærtorsdag, aftenen før korsfæstelsen. Her lovede Jesus, at blive sammen med disciplene, selvom han snart skulle dø. Hver gang de fra da af spiser og drikker, skal de bare samtidig tænke på ham, så er han der hos dem – ja, inden i dem! Det er hans kød og blod de, og vi, spiser og drikker i gudstjenestens nadver hver søndag OG, tænker jeg, hver gang vi samler os om et måltid. Jesu kærlighed og nærvær er vel ikke reserveret til et ritualiseret symbolsk måltid, blot fordi kirken i gamle dage fandt det mest praktisk!

Nadveren er, sammen med dåben, de eneste to sakramenter, vi har i den lutherske kirke. Sakramente betyder hemmelighed, og er et synligt tegn, der peger hen på en usynlig og guddommelig virkelighed. Vi kan sammenligne et sakramente med en gave, som man får af en nær ven eller et kært familiemedlem. Der er noget af giveren i selve gaven, gaven forbinder giver og modtager. Sådan sker det også på mystisk vis i dåben én gang i livet, og i nadveren, hver gang vi modtager den, bliver vi forbundet med Gud.

Det er selvfølgelig et spørgsmål om tro. Uden troen på, at det er det, der sker, kan det ikke ske. Ligesom den der modtager en gave skal have tillid og tro på den, der giver gaven, for at blive glad for den: der kunne jo være en skjult dagsorden med at give, en gæld man pludselig kommer til at stå i eller andet ubehageligt.

Det er et spørgsmål om tro. Ikke en tro på noget bestemt og af andre klart defineret, men mere tro som et åbent og bevægeligt sind, der venter sig alt godt og ikke er bange for at beskæftige sig med alt det, vi ikke umiddelbart forstår. Alt det gudstjenesten beskæftiger sig med på forskellig vis en times tid hver søndag formiddag.

Du er, dengang som nu, altid VELKOMMEN