Efter en god opvarmning (se bloggens 1. del) går selve træningen i gang. Vi er samlet til en helt almindelig søndagsgudstjeneste, som tager en times tid. Vi er nu åbne, afslappede og nysgerrige på, hvad der viser sig i resten af det faste program, som dog især her i 2. del varierer fra gang til gang efter årets og de kirkelige højtiders rytme.

Gudstjenestens 2. del: Ordet

Gudstjenestens 2. del begynder, når præsten for første gang i gudstjenesten vender sig om og hilser: Herren være med jer. Alle svarer: Og med din ånd. Det er desværre efterhånden blevet sådan, at det kun er koret eller den enlige kirkesanger, der svarer præsten. Det skaber et lille skår i det fællesskab, som er oprettet i gudstjenestens 1. del, at præsten ikke bliver budt med indenfor af alle. Det sker selvfølgelig ikke med vilje, det ved jeg godt. Det er bare blevet sådan med tiden og med de ansatte sangere, der gør det så godt. Men hvis vi forestiller os en fitness-instruktør, der kommer ind i træningslokalet og siger: Hej alle sammen og ingen svarer…

Efter reformationen i 1500-tallet fik gudstjenestens ord en mere fremtrædende plads. Det kan vi først og fremmest takke Martin Luther for, som begyndte med at oversætte Bibelen til modersmålet. Før reformationen foregik gudstjenesterne på latin, som kun de færreste forstod. Et velkendt folkeligt udtryk som hokus pokus, stammer fra dengang, og er en forvanskning at det latinske Hoc est corpus – dette er hans legeme, som man kunne høre det ved enhver gudstjeneste.

Præstens første bøn: Efter hilsen indleder præsten dagens træning med en bøn. Denne bøn er forskellig fra gang til gang og fungerer som den enkelte gudstjenestes overskrift: Hvad skal vi træne/tænke over/beåndes med i dag? Hvis dagens tema fx er næstekærlighed, så vil det fremgå af denne første bøn.

Tekstlæsninger. Præsten vælger dagens tema ud fra de bibelske tekster, der hører netop denne søndag til. Der er en tekst fra Det gamle Testamente og en fra Det nye Testamente. Derudover er der en evangelietekst, som typisk er den tekst, der prædikes over. De to første tekster læses blot op og står for sig selv, men hænger sammen med evangeliet i en helhed, som det ikke altid er lige let at få øje på. Her har ånden med andre ord frit spil og blander de bibelske tekster, som ofte er både smukke og poetiske og fyldt med velkendte ordsprog og talemåder, sammen med vores individuelle erfaringer og følelser. Begge tekster bliver læst op uden ledsagende ord og adskilles typisk af musik – en korsats eller en fællessalme eller begge dele. Musikken giver tid og rum, så teksternes ord kan trænge ind – ikke så man nødvendigvis forstår ordene, men så de kan synke helt ind i krop og sind og ligge der og spire i deres eget tempo og måske en dag springe ud og bære frugt.

Salmerne i gudstjenestens 2. del har præsten valgt med vægt på salmens ord i forhold til dagens bibelske tekster og tema. Melodierne er også vigtige, for ordene skal både synge sig ind i den enkelte og ud i fællesskabet, og det sker bedst på en god melodi. Det skaber samhørighed at synge sammen, og det kan endda påvises kemisk: Katrine Frøkjær Baunvig, ph.d.-stipendiat ved Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet: Når vi synger sammen frigives hormonet oxytocin, også kaldet tillidshormonet. Det hjælper os til at knytte bånd med hinanden, og det er faktisk det samme som frigives ved amning eller sex. (www.folkekirken.dk 2014: Hver femte dansker synger regelmæssigt salmer).

Fællessangen er den åndelige trænings højdepunkt, for her blander krop og sind og ånd sig på allerbedste vis. I sangen åbner vi os helt bogstaveligt, når vi ånder ind og ud i fælles takt, mens vi reciterer guddommelig poesi. I sangen bliver vi som én stemme, der henvender sig til Gud, som svarer os hver især med trøst og glæde, oplysning, afklaring og mening med livet. Fx Salmebogen nr 414, vers 3:

Guds lovsange synger vi ikke, men sangene synger i os, når glæder slår ind i vort hjerte og smelter vort mismod og trods. Da ser vi med undrende øjne vor tvivl blive afklædt som løgne, og sandheden lyse af liv. Holger Lissner 1996.

Se eksempler på andre salmer om sang og ånd: DDS 1, 3, 5, 10, 120, 291 vers 4, 376, 

Salmerne i gudstjenestens 2. del lægger sig tæt op ad prædikenen – både betydningsmæssigt og helt konkret med én salme før prædiken og en efter.

Prædiken og kirkebøn er de mest ordrige og mindst åndelige elementer i en gudstjeneste. De er begge vigtige som næring til sindets intellekt, der har en tendens til at afvise det åndelige, hvis det ikke bliver forklaret og udlagt. Præsten går på prædikestolen og læser dagens evangelium, som handler om hvad Jesus gjorde og sagde, mens han levede. Selve prædikenen er præstens udlægning af, hvad det betyder for os i dag. Kirkebønnen er på samme måde præstens ord – dog ikke så frit som i prædikenen. En kirkebøn skal formuleres som en forbøn for alle syge og lidende, for kirken og for det danske folk, dets øvrighed og kongehus. Kirkebønnen afslutter gudstjenestens 2. del.