Hvad er et menneske? Ja, det har filosofien tumlet med at svare på siden tidernes morgen. Et godt bud er, at et menneske er et kompleks af krop og sind og ånd i en dynamisk, ligeværdig og indbyrdes afhængig balance.

Kroppen er nærværende for os hele tiden – den vil have mad og søvn og motion. Vi passer på, at den ikke kommer til skade, for det gør ondt, ligesom vi gerne lader andre kroppe komme tæt på, for det er dejligt med berøring.

På samme måde med sindet – vores tanker og følelser, erfaringer og evner. Alt det, der udgør vores personlighed. Det bliver også plejet og passet og trænet som kroppen, når vi uddanner os eller bare løser sudoku. Sindet kan gøre smerteligt ondt nogle gange, endda patologisk, så vi skal medicineres eller i samtaleterapi, andre gange bringer det os glæde og fryd, når noget lykkes for os eller vi bliver raske igen efter en forkølelse eller det, der er værre.

Ånd er alt det i os, der ikke i første omgang er individuelt. Alt det, som er menneskeligt fælleseje: kærlighed, samvittighed, inspiration, tillid, medfølelse… Ånden virker i os - uanset om vi bemærker det eller ej. Ligesom hjertet slår og tankerne myldrer uafhængigt af vores kontrol, lever ånden sit eget liv og påvirker os indefra, og er en lige så vigtig del af os, som krop og sind er det. Det er ånden, der får det hele til at hænge sammen og give mening. Det er ånden, der gør os til mennesker og den bliver stimuleret af både natur og kultur: billedkunst, litteratur, film, musik… – og gudstjeneste.

Lad mig gennemgå en helt almindelig gudstjeneste som var det en træning i ånd. Gudstjenesten tager typisk en times tid og er inddelt i fire faser: Samling (opvarmning), Ordet (bønner, salmer, prædiken – programmets varierende øvelser), Nadver (måltidsfællesskab med konkret åndelig ernæring), Sendelse (hvordan integreres træningsprogrammet i samfundet og hverdagen).

Gudstjenestens første del: Samling

Bedeslag (3x3 slag på kirkeklokken) kalder mennesker sammen: Tre slag for Gud Fader, tre for Gud Søn og tre for Gud Helligånd.  Bedeslagene stemmer både kroppen, der bevæger sig hen til kirken, og sindet til at åbne sig for den treenige ånd, som er den, der virker i gudstjenesten. Mens klokken slår, kommer man ind i kirkens specielle og ofte smukke rum, finder sig en salmebog og en plads, sætter sig komfortabelt, men ikke afslappet som i en sofa. Der kommer andre mennesker, og alle sidder med kroppen og ansigtet vendt den samme vej – mod øst, hvor solen står op. Et åndeligt fællesskab er etableret og alle er inviteret med.

Præludium (indledningsmusik). Gudstjenestens musik, som altid er live, slår træningens grundstemning an, ligesom den også både støtter og strukturere undervejs i gudstjenesten. Det er også musikken, der afslutter gudstjenesten og dermed bliver det sidste man får med sig hjem. Musik er den mest abstrakte kunstform, da man hverken kan se den eller holde den fast. Musik ligner på sin måde meget ånden: Lyde, toner og klange, som opstår og forsvinder og ordner sig i melodier, rytmer og stemninger udenfor vores kontrol og forstand.

Ingen er vel i tvivl om musikkens kvaliteter generelt - om det er en rockkoncert eller en visefestival, vi deltager i, så mærker vi, at musikken gør noget ved os. Åbner os, tager os og fører os nye steder hen. Kirkemusikken er sin egen genre, som spænder over et par årtusindernes bedste erfaringer med, hvad der virker i en gudstjenestelig sammenhæng – en træning i ånd.

Indgangsbønnen bedes ikke af præsten, men på vegne af den forsamlede menighed. Bønnen er gudstjenestens første ord og handler om den indstilling man må gå til gudstjeneste med, for at få udbytte af sin træning. Bønnen er ikke formuleret som en programerklæring, men netop som en bøn. Når man beder om noget, udleverer man nemlig lidt af sig selv, gør sig sårbar i risikoen for ikke at blive hørt. Denne sårbarhed er en åbning for ånd – en mulighed for et frugtbart møde, der involverer begge parter. En klassisk indgangsbøn er kort og taler for sig selv:

Lad os alle bede! Herre vor Gud, hør os, som er samlede her i det hus, vi har bygget for dit navn. Luk vore ører op, så vi hører dit ord, luk vore øjne op, så vi ser din herlighed, luk vore hjerter op, så vi omvender os, giv os stemme, så vi bekender og lovsynger dig, du Herre, som skabte os, du frelser, som forløste os, du gode Helligånd, som trøster os i livet og døden. Amen.

Første salme afslutter gudstjenestens første fase, opvarmningen. Nu er vi samlede og nærværende tilstede, indstillet på resten af gudstjenesten, og det manifesterer sig i en fællessang, hvor både kroppen og sindet er med. Gudstjenestens første salme handler typisk om årstiden, altså den virkelighed vi deler udenfor gudstjenesten, eller/og om dagens åndelige tema f eks jul, påske og pinse. 

Salmernes kombination af musik og ord er for mange deltagere det allervigtigste element i gudstjenesten, og det vender jeg mere uddybende tilbage til i næste blog om gudstjenestens 2. del: Ordet.