Engang gik jeg som ung teologistuderende til gudstjeneste en tilfældig søndag formiddag. Præsten var en gammel lidt vindtør dame med et alvorligt udtryk i ansigtet. Hun indledte sin prædiken med mørk og bævende stemme: ”Gudstjenesten er en fest…” Jeg var ved at falde ned af bænken af lydløst grin. Hvordan kunne præsten dog sige det? Hun havde vist ikke meget forstand på fest, mente jeg dengang. Men jeg er blevet klogere.

Gudstjenestens fest har fx både høj musik og vin til gæsterne, og selvom man hverken danser eller drikker for meget, har den alligevel det tilfælles med enhver anden fest, at den løfter os ud af hverdagens trummerum og tipper vores perspektiv - vi løfter blikket fra navlen, fra madpakkesmøring, mødetider og indkøbslister. Til gudstjenestens fest kan vi indstille blikket på uendeligt for en stund.

Og sådan er det altid med en fest uanset om det er nytår, fødselsdag eller noget helt andet, vi gerne vil fejre. Vi fester for at markere en forskel fra hverdagen. Ikke fordi der er noget i vejen med hverdagen, men fordi den har brug for vores blik udefra, hvis det hele ikke skal ende i en uendelig farveløs række af mere eller mindre ens dage, hvor vi risikerer at blive blinde for alt det, der har værdi i vores hverdag. En fest skærper vores glæde i hverdagen. Vi kender nok alle den stærke hverdagslængsel efter en uge- ja, månedlang julefejring.

Enhver fest har sine særlige grunde til at blive holdt og specielle ritualer, der skal følges nøje. Sådan er det også for kirkens ugentlige søndagsfest, og jeg vil i kommende blogindlæg gå dybere ind i gudstjenestens historie, potentiale og berettigelse som en moderne fest. Jeg blogger om gudstjenestens fællesskab, om bøn og salmesang, om den bibelske historie det hele udspringer af og om hvad det hele betyder for os i dag.

Du er meget velkommen til at kommentere undervejs eller fortælle dine egne oplevelser med gudstjenesten.