Prædiken til seksagesima søndag

Jeg skrev i min seneste prædiken for 14 dage siden, at Jesus var et menneske lige som os. En, der prutter og bøvser og er morgensur engang imellem. Det faldt imidlertid ikke i god jord hos alle.  

Jeg er altid meget glad for alle kommentarer og meninger om prædikenen, og jeg kan godt forstå, at de ord jeg brugte om Jesus, kunne komme til at stå i vejen for pointen. Og det er selvfølgelig ikke så godt. Så tak til dig, der sagde det. Nu vil jeg så forsøge at sige det samme igen bare på en anden måde.

Jesus var et menneske ligesom os

Det er dog ikke noget vi hører meget om i Det nye Testamente. For dem, der kendte Jesus og skrev om ham var ikke optaget af at fortælle om ham som et helt almindeligt menneske. De vidste det jo godt, for de levede helt tæt sammen med ham og kendte ham, og de tænkte nok ikke over, at hans menneskelighed var noget særligt. Vi fortæller jo heller ikke om det helt almindelige og trivielle, når vi selv fortæller historier om andre. Det er det særlige, der er værd at fortælle om.

Siden Jesus gik rundt på jorden og var et helt almindeligt menneske er der gået 2000 år, og i løbet af den tid har vi fået tradition for at fremhæve hans guddommelighed på bekostning af menneskeligheden. I klassisk kirkekunst ser vi ham fx næsten altid i et særligt lys, med en glorie om hovedet, og han ser altid overjordisk mild og smuk ud, ren og velfriseret. Som om det hårde liv han levede på landevejene prellede fuldstændig af.

Hans menneskelighed er vi altså nødt til at forestille os uden megen hjælp fra evangelierne og kunsten. Og det er vigtigt, at vi prøver at få øje på mennesket Jesus, for hele hemmeligheden om ham ligger skjult i hans menneskelighed. Det er hans menneskelighed, der gør os til kristne. Det er hans menneskelighed, der forarger muslimer og jøder. De mener, at vi smudser Gud til ved at hive ham ned på jorden, hvor han ikke hører til i flg deres tro. Gud skal være uberørt af menneskehånd, synes de. Han skal være højt hævet over menneskeligheden, for at kunne dømme og straffe os.

I moderne tid i vores del af verden er der, ofte i trods, gjort mange forsøg på at skildre Jesus’ menneskelighed. F eks i romanen om Da Vinci mysteriet, som mange har læst. Såkaldt provokerende kunst har også forsøgt at vise mennesket Jesus i film og malerier, og jeg byder det hele velkommen, for hvis vi ikke kan se, at han var et menneske ligesom os, så er det meget svært at forstå, hvad han siger.

Hvis vi tror, at vi skal forstå noget uforståeligt – så har vi jo givet op på forhånd.

Historisk

I Det gamle Testamente, før Jesus blev født, talte Gud til menneskene gennem profeter. Profeterne fik Guds ord, og skulle så fortælle det videre med deres egne menneskeord.

I Jesus blev Gud et menneske, så han kunne tale direkte til os på sit eget menneskesprog ud fra sine egne menneskelige erfaringer. Det er det, der gør kristendommen så vidunderlig, at vi kan tro på, at Gud blev et menneske for vores skyld. Han lod sig føde af en menneskekvinde, for at komme den rigtige vej ind i verden, og han døde, for at komme den rigtige menneskevej ud af verden igen. Gud gik hele sin livsvej som et menneske, men han var samtidig helt sig selv, som Gud.

Det kan vi ikke forstå, det må vi tro, og det er det evangelierne i Det nye Testamente vil have os til. De vil fortælle os den revolutionerende nyhed, at den udødelige, evige Gud blev et helt almindeligt menneske som os. Han viser os med sit liv, at alt det han siger, er sandhed og kan lade sig gøre. Det er ikke bare luftkasteller og naive drømme. Jesus kom og var iblandt os i godt tredive år. Mens han var på jorden, levede han hele sit liv i overensstemmelse med sig selv - i overensstemmelse med Gud. Han er det eneste menneske, der har levet 100 % i overensstemmelse med alt det vi godt kan sige os selv: At fred er bedre end krig; at kærlighed er bedre end had; at liv er bedre end død osv.

Guldkorn

Evangelium betyder: det glædelige budskab. Vi har 4 evangelier, der fortæller den samme historie om dengang Gud kom til verden for at plante ord. Som en enhver anden bonde vil Han gerne se sit ord falde i god jord, så det kan spire og gro og blive til kærlighed og fred. Men i modsætning til en almindelig bondemand er Gud ikke nødt til at luge og rydde marken først, for at den begrænsede sæd kan give størst mulig udbytte. Gud har evig tid og uendelige ord, så han kan ødsle helt vildt, og kaste sine ord som frø og korn overalt i verden, og så bare håbe, at nogle af dem slår rod.

Det eneste vi skal gøre, for at hans ord kan blive virkelighed, er at lytte – åbne os for de ord vi hører, og være den gode muld de kan vokse i. De bedste af os har jord i hovedet! Fra os hver især skal ordet spire og gro og give udbytte. Til glæde for os selv og alle de mennesker vi har omkring os.

Det er det evangeliet handler om i dag, og vi skal høre det fra Jesus egen mund. Han gør ikke andet end enhver af os kan, og bør, gøre – sprede gode ord, ødsle med dem.

Markusevangeliet kapitel 4 vers 1-20

Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:

»Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!«

Da Jesus var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at

de skal se og se, men intet forstå,

de skal høre og høre, men intet fatte,

for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.«

Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.« AMEN