Klædt af til skindet

Fastelavnsprædiken af Christine Beck, sogne- og korshærspræst

Matthæusevangeliet kapitel 3 vers 13-17

Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham.  Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?«  Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham.  Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig;  og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« AMEN

Mundbind og masker har fyldt meget i lang tid. En gang var der jo en ny og ukendt verden- i hvert fald uden for sygehusene.

Jeg husker første gang, jeg skulle have et mundbind på. Det føltes helt forkert. Nu har jeg vænnet mig til det; ligesom jeg også har vænnet mig til, at man ikke må give hånd eller knus.

Med mundbindet prøver vi at holde styr på smitten; men mundbindet er jo også et synligt tegn på, hvordan der kan gribe noget ind i vores liv, der forandrer det; noget, vi ikke helt kan kontrollere. Dèt har pandemien mindet os om det, hvis vi nu skulle have glemt det.

Coronaen har haft alvorlige og også forfærdelige konsekvenser. Vi kender vel de hjerteskærende billeder fra udlandet af rækker af kister, overfyldte hospitaler, desperate pårørende. Det har rystet os i vores grundvold, og det har mindet os om, hvordan vi ikke har alt i vores magt. 

Det har været- og det er – en udfordrende hverdag for mange. Det har ikke været let for forældre at skulle arbejde hjemme med små børn. Andre har været nervøse for, om de overhovedet ville blive ved med at have et arbejde. Og så er der også ensomheden. Nogle har været isoleret længe. Og gamle mennesker har måtte sidde alene, fordi der har været lukket for besøg på plejehjem. Så, jo. Det har været- og det er – en svær tid.

Jeg ved ikke, om der overhovedet er en mening med det her. Måske er det Vorherres måde at få os til at stoppe lidt op og tænke over vores livsværdier, hvis vi nu skulle have glemt det. Har der været for meget arbejde og for lidt tid med vores nærmeste? Måske er corona en påmindelse til os om, at vi ikke kan og heller ikke skal have styr på alting. Eller måske er det naturens måde at sige stop på. At vi må sætte tempoet ned, hvis kloden og nok også vi selv skal overleve.

Coronaen har også lært os at finde nye veje. Vi har lært, at man godt kan arbejde hjemme. Og når vi ikke kunne gå på cafè eller i biografen, så måtte vi finde på noget andet. Aldrig har der været så mange mennesker i skoven og på stranden. I går var der næsten ligeså mange ude på Ishøj Strand som en god dag på Strøget. Vi har lært, at man også kan holde ferie i Danmark. Og så har vi jo også lært, at man kan ”gå en gudstjeneste” i stedet for at ”gå til gudstjeneste…”

For længe siden stod der en mand ude i en ørken. Han så lidt underlig ud. Klædt i kamelhår og spiste honning og græshopper.  Han stillede sig ved Jordanfloden og bad mennesker om at tage deres liv op til revision. Hvem er du? Hvad er dine værdier i livet? Hvad er rigtigt, og hvad er forkert? Han bad dem om at omvende sig og bekende deres synder, inden de blev døbt af ham. Man kan også sige, at de blev klædt af helt til skindet, lod maskerne falde og måtte se sig selv i øjnene. Johannes Døberen ville have renset ud. ”Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden”.

I morgen starter fastetiden, som er tiden for ro og eftertanke Eller man kan også sige det sådan: Det er tiden til at angre og gøre bod. Fasten kan være tiden, hvor vi stopper op. Trækker vejret dybt ind. Og lader skuldrene synke lidt, inden vi puster ud igen. Man kan sige, at fasten, det er den stille eftertankes tid...

Med Johannes Døberen bliver vi klædt af til skindet. Og fordi Jesus gik ind under de samme vilkår som os, blev han også døbt af Johannes med omvendelsesdåben til syndernes forladelse.

Men så skete der noget nyt. For da Jesus var steget op af vandet, åbnede himlen sig over ham, Guds Ånd dalede ned over ham, ligesom den var en due, og så sagde Gud: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.” Dét peger på, at intet menneske skal stå nøgen og udsat over for Gud. For i dåben får vi så at sige noget nyt tøj på, nemlig kærlighedens og tilgivelsens og håbets tøj. Derfor giver det også så god mening, at fasten ender med påsken, ligesom påsken peger på dåben.

Dåben klæder os så at sige på til livet. Den fortæller os, at himlen har åbnet sig over os. Den er åben over os. Vi er Guds elskede børn. På trods.

Da min yngste søn var mindre, havde han et akvarium. Vi besluttede os for at tage en tur til stranden og finde nogle flotte sten til det. Da vi kom ned til stranden, sagde jeg til min søn, at han skulle prøve at finde et par flotte sten i sandet. Og så skulle han prøve at lægge dem ud i vandet. Så ville han jo kunne se, hvordan de ville se ud i akvariet. Og det, der skete, var jo, at stenene ændrede sig i vandet. De lidt matte farver blev helt lysende og trådte meget flottere frem.

Jeg tænker, at det forholder sig på samme måde med dåben.  For her kommer vi jo med alt i vores liv. Med hele den, vi er. Farverne er måske blevet lidt matte. Der er måske ikke så meget at komme med.  Men når dåbsvandet rammer os, så viser der sig noget mere; en dybere sandhed. ”Du er Guds elskede barn.” Man kan sige, at der træder noget endnu tydeligere frem, som også ligger i os. Måske skjult for os selv. Måske skjult for andre. Men det er også en sandhed om vores liv. ”Du er Guds elskede barn.”

Gud begynder ikke forfra i dåben. Vi bliver ikke en anden end den, vi var før. Vi bliver ikke forandret til en ny skabning. Vi er skabt i Guds billede. Og det billede ses måske tydeligst i dåben. Når vandet kalder de sande farver frem.

Amen