Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« 

Lukasevangeliet 11,14-28

Prædiken

Jeg må indrømme, at jeg ikke altid ved, hvad jeg skal gøre, når Bibelen fortæller om dæmoner og ånder. Særligt når dæmonerne har navne og kan tale og sådan noget. Jeg ved ikke om det var sådan dengang, at de bare ikke kendte til epilepsi eller psykisk sygdom, og at de derfor kaldte det for en besættelse af en dæmon. Eller om der måske dengang var dæmonbesættelser, og at de bare forsvandt lidt ligesom polio eller pest – og forhåbentlig snart covid 19. Eller om vi stadig har dæmoner og for at gøre det mere forståeligt og kontrollerbart, at vi så bruger medicinske og videnskabelige termer til at beskrive de ting, der besætter os. Jeg ved det ærlig talt ikke. 

Men jeg ved, at der rent statistisk i hvert fald, befinder sig mennesker her, der har været afhængige af ting eller har haft depression eller psykiske sygdomme. Jeg kender det. Ting eller tilstande, der har fået tag i os og har fået os til at gøre ting, vi ikke havde lyst til. Eller har fået dig til at tro, at du elskede ting eller substanser eller mennesker, som i virkeligheden var destruktive. Så måske, hvis det i hvert fald delvist, er det det betyder at have dæmon, altså hvis det betyder at man bliver overtaget af noget destruktivt, så er besættelse nok ikke så meget en anakronisme, det er mere en epidemi.

 Jeg har altid syntes, det var underligt, når man læser det nye testamente, at de religiøse autoriteter ikke forstår, hvem Jesus er. Hans disciple, han elever og bedste venner forstår det ikke rigtigt, men dem, der altid genkender ham med det samme, er dæmonerne. Og de bliver bange. De bliver rigtig bange!

Og jeg tror vores dæmoner – hvordan de end ser ud – kan genkende Jesus, og at de bliver også bange for ham. Jeg tror, det er derfor, de prøver at holde os væk fra mennesker, der minder os om, at vi er elskede. Vores dæmoner vil ikke have noget at gøre med Guds kærlighed i Jesus Kristus, så de prøver at isolere os og fortælle os, at vi ikke er værdige til at blive kaldt Guds børn. Og de løgne vil Jesus ikke finde sig i.

Måske ved den vrede dæmon, at den skal holde sig fra evangeliet af frygt for, at du ender med at tilgive en idiot, du i virkeligheden har lyst til at give et par på kassen.

Måske ved din dovne dæmon, hvordan den skal undgå Jesus, fordi den frygter at blive smidt ud, så du selv bliver nødt til at tage aktiv del i dit liv.

Måske ved din spiseforstyrrede dæmon, hvordan den skal lukke al snak om Jesus ude, fordi den er bange for, at den skal blive smidt i søen og at du skal sidde til påklædt tilstede i din egen krop for fødderne af Jesus.

Måske er den dæmon der altid, altid, altid skal bevise dit værd, bange for Jesus, for hvis du lytter til Jesus og ikke den der dæmon, så ville du faktisk begynde at tro på, at du er god nok og blive nødt til at stoppe med at tro på det modsatte.

Så de beskrivelser, der findes nogle steder i det nye testamente af mennesker som er besat af dæmoner – det er beskrivelser af mennesker, der er fuldstændig isolerede, ude af kontrol og alene og i smerte. Og hvis det at være ude af kontrol og alene og i smerte var det dæmonen ønskede sig, så kan jeg godt forstå, der nogle steder står, at de var bange for Jesus.

For i de her helbredelsestekster, som den i dag, der helbreder Jesus ikke bare folks sygdomme og smider dæmonen på porten og siger: ”så er det klaret”. Han er altid ude efter mere end det. For en helbredelse er aldrig færdig før personen, der er blevet helbredt, er blevet en del af fællesskabet igen.

Nogle steder helbreder han folk og siger til dem, der står omkring, at de skal finde den helbredte noget at spise, og en mand, der blev fri for sine dæmoner får at vide at han skal blive hos sit folk og fortælle om, hvad Gud har gjort. Jeg tror også, det er derfor Jesus kommer med sådan en lang forklaring i dag om, hvad dæmoner er, og hvad det onde kan. Så en kvinde til sidst forstår, hvad det er, der er sket med den helbredte mand, og hvad det med dæmoner betyder, så hun råber til Jesus, at hans mor er heldig at have fået lov til at få sådan en fantastisk søn! (For øvrigt en skøn, indirekte ros at få.) Så den helbredte dog har en i flokken, der forstår. Fælleskabet er vigtigt ved helbredelse.

Jeg synes, det er så interessant, at da folk i byen hørte, at manden havde fået sin stemme tilbage og var blevet helbredt, at de så ikke fejrede det. I stedet blev de besat af deres egen dæmon. De undrede sig og ville sætte Jesus på prøve. Det har man set før. Som når det går godt for nogle, og man så må stille spørgsmålstegn ved, om det nu er velfortjent? Eller når nogle er dygtige til noget, og jeg må spørge, om de i virkeligheden bare er fuskere?

Så er dæmoner kræfter, der er eksterne i forhold til os – kræfter, som prøver på at udfordre Gud? Er de bare en skygge af vores egen sjæl? Er de sociale konstruktioner fra en præmoderne æra?

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at dæmoner, hvad enten det er afhængighed eller onde ånder – så er det ikke, hvad Jesus ønsker for os. For hver gang han mødte dem, bad han dem om at skride. Og sagen er: autoriteten til at gøre lige præcis det – autoriteten til at se det i øjnene, der lyver for os, se det i øjnene, der holder os lænket, se det i øjnene, der gør at vi ikke er i kontrol, alene i smerte og i Jesu navn bede det om at skride, det er en autoritet vi har fået i Jesus Kristus. Og hvis det er for tungt og mørkt og umuligt, så er han der stadig – ham, der har autoriteten. Og han ser på dig og dem der elsker dig, og han hvisker: ”Tak, I har gjort hvad I kunne. Jeg tager den herfra.” AMEN