Spis brød til...

Midfaste 2021

Johannesevangeliet kap. 6 vers 1-15

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær.

Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist.

Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene. 

Amen

Fasten

Så blev det Midfaste søndag. Søndagen i midten af fasten – et højdepunkt i kirkens forberedelse til påsken. Nu har vi haft bod - og glæder os til bedring. I dag er teksten derfor en højdepunkts-tekst, som skal give os mod og styrke til at fortsætte boden lidt endnu, fasten ud. Vi er en lille fastegruppe her i kirken, som mødes hver søndag og holder modet oppe hos hinanden. Vi faster sammen, og det er godt.

Det store bespisningsunder

Dagens tekst er med i samtlige fire evangelier, og vi hørte netop Johannesevangeliets udgave af den fantastiske historie. Som nogle af jer nok ved, adskiller Johannesevangeliet sig væsentligt fra de andre evangelier. I Johannesevangeliet er det ikke den kronologiske fortælling om Jesus liv, der er det vigtigste at fortælle. Johannes gør sig ingen illusioner om at berette historisk korrekt og objektivt. Det er langt vigtigere for Johannes at vise os en vej, vi kan gå. En indre og mystisk vej til Gud, som undervejs i Johannesevangeliet har syv stationer, hvor man lige stopper op og lader sig overvælde af et mirakel.

Historien i dag på Midfaste søndag er historien om det fjerde mirakel – altså det midterste af de syv, og det foregår på højdepunktet af Jesu liv på jorden. Lige før han, ifølge Johannesevangeliet, begynder sin vandring ned ad bakke mod korset og døden i de jødiske påskedage. Se mere om de 7 mirakler i Johannesevangeliet på Sundby kirkes hjemmeside https://www.sundbykirke.dk/pag...    

Dette mirakel, at 5000 mennesker blev mættet af 5 brød og 2 fisk – det er nok sådan et mirakel, som vi gerne så nogle flere af fra Guds hånd, hvis vi skal tro på ham! Hvorfor giver han ikke bare alle dem, der sulter mad, så de bliver mætte? Hvorfor stopper han ikke bare al krig og gør onde mennesker gode, så verden kunne blive et trygt og godt sted for alle? Er han ikke Gud – kan han ikke gøre lige hvad han vil? Hvordan skal vi kunne tro på en Gud, der ikke vil fikse verdens problemer for os? Vi vil se mirakler, forandringer, forbedringer før vi vil tro.

I dag hører vi om, at han kan gøre det, hvis han vil – og det fik straks de 5000 mennesker, der fulgte Jesus dengang til at ønske sig, at han blev deres næste konge. Tænk at have en konge, der kan trylle mad frem. Tænk at have en konge, der kan trylle alle problemer væk, og give én alt, hvad man ønsker sig.

Mirakler

Jeg har ofte sagt til konfirmander især, at de kan bede Gud om hvad som helst og så vil han lytte og hjælpe dem. Det afføder altid nogle meget konkrete ønsker om en ny smartphone eller et større fjernsyn. Men selvom der står i Bibelen, at man bare skal bede, så får man det man beder om – så gælder det nok ikke alt det, vi mennesker kan skaffe os selv. Hvis man ønsker sig en ny telefon er det smartere at bede sine forældre om den.  På samme måde når vi beder om dagligt brød i Fadervor, er det jo heller ikke rundstykkerne søndag morgen vi tænker på, men alt det, der helt grundlæggende er nødvendigt for at opretholde livet: at der er noget at bage rundstykker af, at solen vil skinne og regnen regne osv.

I dag hører vi, at Jesus gav de 5000 mennesker det helt konkrete daglige brød, og det gjorde han, for at vise os, at han kan. Men det er bare ikke sådan vi skal regne med at komme verdens sult til livs. Det må vi selv klare, og det kan vi også, hvis bare vi vil. Vi kunne sagtens fordele verdens rigdom bedre imellem os, så ingen behøvede at sulte – det kan vi nemt klare uden Guds hjælp.

Gud vil give os det, vi ikke kan give hinanden, og det hedder Livets brød. Mad spiser vi for at overleve – Livets brød får vi, for at kunne leve, og vi får det – også uden at bede om det.

Nadver    

Hvis miraklet med det daglige brød til 5000 mennesker er et stort mirakel – så tænk på det endnu større mirakel, at Livets brød hver søndag bliver delt ud til millioner af kristne verden over – og sådan har det været i 2000 år! (og det ændrer en corona parentes ikke spor på). Når vi modtager nadveren, er det Livets brød vi får – ikke nok til at overleve på, men rigeligt til at leve af. Når vi modtager nadveren sammen med millioner af andre, fremmede, forskellige, frelste og fortabte indgår vi i et fællesskab, som kun Gud kan etablere, og han gør det endda med sin egen krop, hans blod flyder som et usynligt bånd imellem os.

Så miraklernes tid er ikke forbi, det er bare os, der ikke får øje på dem. Det er som om vi ikke kan få os selv til at se verden og hverdagen med troens øjne – som om vi er bange for, hvad vi får at se! Vi er bange for det ansvar og den forpligtelse, der følger med. Tænk fx på alle dem vi deler nadver med – de kristne, der er lider under eller er flygtet fra forfølgelse og tortur i Syrien, Iran og Afghanistan - dem, der bliver undertrykt og sulter i Sudan, Libyen og Indien, og dem, der ikke har helt elementære rettigheder i Nordkorea, Kina og Myanmar. Alle er de kristne som os, men vi lader dem i stikken? Er det Gud, der bare skal se at komme i gang med at redde dem, ellers vil vi ikke tro på ham?

Til himlene rækker din miskundhed, Gud https://dendanskesalmebogonlin...

Miskundhed er et underligt gammeldags ord, som kun kan bruges om Gud. Miskundhed er en særlig egenskab ved Gud. Det betyder at han på trods af, at han ser alt og ved alt, hvad vi tænker og hvad vi gør og ikke gør, selvom vi burde. På trods af al den viden han har om os, så lader han som om han ikke ved det! Hans kundskab er mis-kundskab – ikke-viden. Vi har altså frihed til ikke at lytte, til ikke at tro, til ikke at se hans mirakler og indgriben i vores verden. Vi kan sagtens overleve uden og blot sørge for os selv og vores nærmeste.

Men vi kunne også prøve at give troen en chance, og bede Gud om forladelse for at have vendt ham ryggen så længe. Vi kunne vende os om, og se Gud og verden i øjnene uden frygt - se, hvad der er brug for. Som den lille dreng gjorde det i dagens tekst, ham, der delte sin lille madpakke: 2 fisk og 5 brød med de 5000 sultne mennesker omkring ham. Den lille dreng gav, hvad han nu kunne i tillid til, at det ville gøre en forskel. Jesus tog imod hans lille gave, og gjorde den større, meget større. Jesus tog ikke en sten og forvandlede den til brød og delte ud – nej, han tog imod, hvad der blev ham rakt og det var det, der satte miraklet i gang. Må vi alle lære af den lille dreng, som Paulus også gjorde det og skrev til korintherne; Enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver…

Mennesket lever ikke af brød alene, men af alt hvad der udgår af Herrens mund.