Prædiken holdt af Christine Beck 21.3.2021

Evangeliet til Marias Bebudelse. Luk. 1,26-38

Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria.  Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!«  Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde.  Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud.  Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus.  Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone;  han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.«  Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.«  Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.  Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned;  thi intet er umuligt for Gud.«  Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende.

Prædiken

Maria havde ikke hørt køkkendøren knirke; det plejede den ellers altid at gøre. Hun havde sagt det til Josef, at han skulle se at få den ordnet, men der var altid så meget andet. Selvom hun elskede ham højt, så irriterede det hende. Men den her gang havde hun slet ikke hørt døren knirke, og derfor blev hun også forskrækket, da der pludselig stod en skikkelse i køkkenet lige over for hende.

Der stod hun; med grydeskeen i hånden; og beholdt forklædet på, selvom hun havde lært, man skulle tage af, når der kom gæster. Hun var kun 16 år, og livet var næsten lige begyndt. Og egentlig lignende hendes liv de andre venners liv, som hun havde her omkring i byen Nazareth. Hun havde ikke forestillet sig, at den her dag ville blive anderledes. Slet ikke i dag.  Og slet ikke her i køkkenet, midt i madlavningen og bekymringerne om knirkende døre.

Så blev hun bange. For over hende stod der en engel. Og da den fortalte, at hun skulle føde Guds søn, så blev hun tom for ord!

Maria forstod ikke en brik. Spørgsmålet er, om vi forstår det? Forstår, at Gud, himlens og jordens skaber, blev et menneske? Som der var to små børn, der sagde til mig engang: ”Det er da mærkeligt, at Gud kom herned. Sådan lige 11 km. Og så svarede den anden: Nej, det var altså 1000 km… Om det så var 11 eller 1000 km, så kan det være svært at forholde sig til. 

Maria kom fra Nazareth; ikke noget særligt; et udsted langt oppe mod nord. Langt væk fra templet i Jerusalem, hvor man ellers mente, at Gud var nærværende.  Og vi kan jo spørge os selv om, hvorfor Gud valgte Maria til den her vigtige opgave? Sådan en ganske almindelig ung pige, der var forlovet med en tømrer. Hvis det var sket i dag, så kunne Maria have været en ganske almindelig ung pige her på Amagerbrogade; med venner og en kæreste, der var studerende eller lige havde fået arbejde…. Hvorfor hende?

Maria svarede egentlig selv på det. Hvorfor det blev hende:

”Han har set til sin ringe tjenerinde.”

”Den mægtige har gjort store ting mod mig.”

”Han har ophøjet de ringe.”

Det er det, det handler om. For Gud kom ikke kun til en særlig gruppe mennesker; mennesker med en særlig religiøs indsigt eller kun med overskud. Men han kom for at ”se til os,” ”ophøje de ringe” og for at gøre ”mægtige ting mod os.” Det startede med Maria, og det fortsatte med de udstødte, de syge og de dæmonbesatte mennesker, som Jesus mødte. Og hans disciple var jo ikke speciel-uddannede farisæere, men simple fiskere og toldere, som ingen rigtig brød sig om. Og derfor blev Guds udvælgelse af Maria et billede på, at Gud kan bruge ethvert menneske, uanset, hvad andre tænker om det, eller hvor meget eller hvor lidt man tænker om sig selv. Gud vil nemlig ikke kun være Gud for de få, men for alle. Og derfor passede Maria godt ind i historien om, hvad Gud ville med mennesket.

Søndagens evangelium hævder, at Gud møder du helt nede på jorden - i skikkelse af et spædbarn i en krybbe i en stald i Betlehem. Gud møder du på Galilæas støvede landeveje sammen med et blandet sammenrend af fattige fiskere, tiggere og landsforrædere, syge og spedalske, præster og prostituerede. Gud møder du langfredag på Golgatas kors lidt uden for Jerusalem. Det er kristentroens påstand: I Jesus møder du Gud selv i kød og blod.

Vi kalder det jo for ”inkarnation.” At Gud blev et menneske som os. Ordet ”inkarnation” bruger vi jo ikke så meget. Og dog! Vi kender det f.eks. fra det, at man kan gå op i noget med hud og hår. Hvis man f.eks. har været i Parken og se Brøndby spille mod FCK, så forstår man, hvad det er. For her står man - til trods for alle skuffelser og nederlag – og bakker sit hold op. Man kan også sige, at her står der mennesker, som fodbolden er gået i blodet på. Og på samme måde kan man jo sige om Gud, at han er inkarneret menneske-fan - mennesket er gået Gud i blodet, og uanset hvad, skuffelser og nederlag, der måtte komme, så er han parat til at kæmpe til sidste blodsdråbe for sin skabning.

Engang i 50`erne udgav tidligere korshærschef Haldor Hald bogen ”Kirken, der forarger,” en bog, der kom til at danne grundlag for korshærsteologien. Her fortæller han, at ethvert menneske vil opleve mødet med Guds evangelium på sin egen måde, fordi hver enkelt har sin egen historie, sine egne oplevelser og sin egen problemstilling. Vi skal ikke gå ud og møde udsatte mennesker med gode råd og intentionen om, at de skal ændre sig. Hvis vi gør det, ja, så møder vi dem ikke med evangeliet, men med loven. ”Det ville være uevangelisk at forlange, at en genrejsning skal være sket, inden man tør forkynder evangelium for dem.” Med andre ord- hvis mennesker skal lave sig selv om, inden de kan få del i Guds nåde og kærlighed, så er der ikke tale om et evangelium, men om en lov, hvor vi skal fortjene Guds kærlighed og anerkendelse.

Evangeliet, som jo er forkyndelse af Guds kærlighed, kan ikke nødvendigvis forandre et menneske på det ydre plan, men på det indre plan kan der være en verden til forskel. Det var der også for Maria. For da hyrderne senere kom hen i stalden og fortalte Maria og Josef, at deres søn var selveste Gud, der var kommet til verden, så ”gemte hun alle disse ord i sit hjerte.” Det er ikke sikkert, hun forstod dem. Men hun gemte dem inderst inde.

Når man gemmer evangeliet i sit hjerte, så kan vi sammenligne det med et udsat menneske, der ingenting kan, og som ikke orker at høre på flere velmenende råd. Her kan et skriftsted, velsignelsen eller Fadervor vare det, man klynger sig til som en redningsplanke. Mange ældre og gamle mennesker kan blive ved med at huske deres konfirmationsord. Demente mennesker, der ikke længere kan kende deres familie, de kan stadigvæk huske Fadervor. Og vi kender det måske også selv- den dag, hvor vi deltager i en gudstjeneste, og her bliver noget af det siddende i os. En stump fra en salme. Velsignelsen. Eller noget, der bliver læst op fra bibelen. Et eller andet. Og det, der sker, er det samme, som der skete med Maria. Ordet sætter sig i vores hjerte. Vi kan måske ikke forstå eller forklare det- men vi ved, at det er rigtigt. Og det giver os noget at leve vores liv på. Amen