Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.« Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Matthæusevangeliet 26, 17-30 

Prædiken

Jeg havde en professor på universitetet, der fortalte om en studietur til Canada, hvor han skulle undervise. Han skulle undervise torsdag aften og fredag morgen.

Da han forlod auditoriet torsdag aften, var det begyndt at sne en lille smule. Han var overrasket, for hans vært havde tidligere skrevet til ham: ”Det er for tidligt til koldt vejr, men måske skal du tage en windbreaker med.”

Næste morgen da han vågnede på hotellet, lå der en meter sne og pressede mod døren. Telefonen ringede og hans vært sagde: ”Vi er alle sammen overraskede over det her. Faktisk kan jeg ikke komme og hente dig og invitere dig på morgenmad, og undervisningen i dag er blevet aflyst og lufthavnen er lukket. Men hvis du kan komme ned ad gaden og rundt om hjørnet, er der en lille busstation, og der er en lille café. Jeg er ked af det.”

Min professor sagde: ”Jeg klarer den.” Han tog den der lille windbreaker på, som jo ikke gjorde det ud for så meget. Og han tog sin lille kasket på.

Den var ikke engang varm nok til at hjælpe ham inde i værelset.

Han gik ud på badeværelset og hev nogle lange stykker toiletpapir af rullen og forede kasketten med det, så det ville beskytte ham mod den iskolde vind.

Han gik rystende udenfor. Vinden var kold, sneen var dyb. Han gled og snublede, men endelig kom han rundt om hjørnet og hen til den lille café ved busstationen.

Det virkede som om, at hver eneste strandet rejsende i hele Canada var der. Fremmede fra hinanden. Masende, skubbende, larmende. Han fandt et sted at sidde, og efter et godt stykke tid kom en mand i et fedtet forklæde over og sagde: ”Hva’ vil du ha’?”

Min professor sagde: ”Må jeg se menuen?”

“Hvorfor vil du se menuen? Vi har suppe.”

”Hvad for en slags suppe har I?”

”Suppe! Vil du ha’ noget suppe?”

Min professor sagde: ”Det var lige det, jeg skulle til at bestille – suppe.”

Manden hentede suppen, og professoren puttede skeen i den. Adh! Den var rædselsfuld! Den så nærmest grå ud. Den var så klam, at han ikke kunne spise den.

Men han sad der og holdt mine hænder om den. Den var varm, og sådan sad han med sit toiletpapirindviklede hoved og begræd sin sølle forfatning med den her frygtelige suppe. Men den var varm, så han knugede hænderne om den og bøjede sig ind over det her dampbad af suppe.

Døren åbnede igen. Vinden var iskold, og nogen råbte: ”Luk døren!” Ind kom en kvinde, der knugede jakken om sig. Hun fandt et sted ikke langt fra professoren.

Manden med det fedtede forklæde kom igen: ”Hva’ vil du ha’?”

Hun sagde: ”Et glas vand.”

Han hentede et glas vand, tog sin blok frem og sagde: ”Nåh, hva’ vil du ha’?”

Hun sagde: ”Bare vand.”

Han sagde: ”Du skal bestille noget, dame.”

”Altså, jeg vil bare have et glas vand.”

”Hør her, jeg har betalende kunder. Hva tror du der her er? En kirke eller hva?! Hva vil du ha?!”

Hun sagde: ”Bare et glas vand og lidt tid til at få varmen.”

”Hør, der er folk der betaler her. Hvis du ikke skal bestille, så må du gå!” Han skruede virkelig op for volumen. Så hun rejste sig for at gå, og som om, det var indøvet, så rejste alle på den lille café sig og begyndte at gå mod døren.

Professoren rejste sig og sagde: ”Jeg stemmer for, at vi gør noget. Jeg ved ikke hvad.”

Og det fedtede forklæde sagde: ”Okay, okay, okay, hun kan blive.”

Alle satte sig ned, og han hentede hende en skål suppe.

Han spurgte ham, der sad ved siden af:

”Hvem er hun?”

Han sagde: ”Jeg har aldrig set hende før.”

Der blev helt stille, men han fortalte, at han kunne høre, at alle sippede af den frygtelige suppe. Professoren prøvede igen, han puttede sin ske ned i suppen, og så fortalte han, at han blev virkelig overrasket – det var slet ikke en dårlig suppe! Alle spiste den der suppe. Han begyndte at spise, og det var en ret god suppe.

Han har til denne dag ingen idé om, hvad det var for en slags suppe. Han aner ikke, hvad der var i den, men han fortalte mig, at mens han spiste den, smagte den en lille smule som brød og vin. Bare en lille bitte smule som brød og vin. Amen