01/07/2024 0 Kommentarer
Meditation i natkirken
Meditation i natkirken
# Natkirke
Meditation i natkirken
Natkirkemeditation ved Per Ramsdal.
Du kan læse teksten under videoen.
Manus:
Sæt dig godt til rette. Luk eventuelt øjnene.
Gud, jeg er bekymret.
Bekymret for mit liv – og bekymret for verden.
Der er så mange ting, der ikke er, som de skal være.
Hvordan kan sådan en lille virus for eksempel sprede sig til hele verden, - ja, og på den måde lamme den verden, vi lever i. Hvornår går den væk? Hvornår forsvinder den igen.
Gud, jeg beder dig om at beskytte mig, så jeg ikke får sygdommen. Lad mig gå fri af den pandemi.
Jeg er også bekymret for andre ting.
Der er så mange ting rundt om i verden, som ikke er, som de skal være.
Der krige og ufred. Der er folk, der sulter. Der er terror. Der er klimaproblemerne. Og der er problemerne i USA.
Gud, skal jeg virkelig forholde mig til alt det? Jeg kan jo ikke løse det?
Og hvorfor løser du det ikke bare?
Du er jo almægtig.
Og burde kunne løse det.
Hvis du virkelig er god – hvorfor skal der så være så meget ondskab i verden.
Nå ja, og herhjemme i vores eget land – i vores egen by, - der er der også mange problemer. Bandekrig, trafikdrab, økonomiske problemer, osv.
Og bare i mit eget lille liv.
Jeg synes også nogen gange, at det kan være lidt kaotisk.
Sygdom, corona, venner og familie der dør, pengeproblemer, folk i min omgangskreds, der bliver skilt. Folk der siger grimme ting til hinanden.
Gud, hvad er det for noget. Jeg kan blive helt nedtrykt af at tænke på alt det.
Og nu ber jeg dig virkelig inderligt om, at du vil forsøge at gøre verden til et bedre sted.
Og du må gerne bruge mig som en lille hjælp. Måske kan jeg være med til at hjælpe andre mennesker med at få et bedre liv.
Og Gud, jeg ved, at hvis du hjælper mig, så kan jeg bedre klare det. Så derfor, Gud. Så ber jeg dig inderligt om at hjælpe mig med at hjælpe andre mennesker.
Jeg ved godt, at jeg ikke kan løse alverdens problemer. Men jeg tror fuldt og fast på, at jeg kan være en lille dråbe, der kan få floden til at flyde.
At hvis jeg gør en eneste lille god ting, så kan den være med til at smitte andre til også at gøre noget godt – og pludselig ruller lavinen. Så er vi på vej til at skabe en verden, der er lidt bedre end den var i går.
Frem for at puste til hadet og misundelsen og ondskaben, så skubber vi i stedet til glæden og næstekærligheden, så vores liv bliver bedre.
Og så bliver verden lidt bedre at bo i.
Intet er umuligt …. vi må virkelig tro på, at når vi har dig med i vores liv, så får vi kræfter til meget mere, end vi tror.
Så kan vi flytte bjerge – for som der står: Tro kan flytte bjerge.
Og hvis vi har tro nok, så kan vi alt her i verden.
Amen
Kommentarer