Prædiken af Christine Beck

Evangeliet til 1. søndag efter påske. Johannesevangeliet 20,19-31

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!«  Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren.  Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.«  Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden!  Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«

Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom.  De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«

 Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!«  Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.«  Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!«  Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«

Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog.  Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Prædiken

Kan I huske dengang, der ikke var nogle computere i skolen? Dengang man skrev i kladdehæfter? Jeg kan selv huske, hvordan det var at få et nyt et. Helt blanke sider, man kunne begynde på. Ja, det var som om, man gjorde sig ekstra umage, når man startede på et nyt. Modsat det gamle hæfte, hvor siderne var blevet lidt krøllede og man havde skrevet forkert flere gange. Sådan kan det også være med den første feriedag. Eller den første dag i ugen. Så står det der, helt uberørt og med nye muligheder.

Sådan forholdt det sig bare ikke med disciplene. Her hvor de var samlet igen, den første dag i ugen. Tværtimod. For nu var den sidste side i hæftet blevet skrevet. Det var fuld af fejl og røde streger. Og da de stod der, med en ny uge, et nyt hæfte kan man sige, ja, så stod skuffelsen malet i deres ansigter: ”Vi troede, han var frelseren.” ”Vi håbede…” ”Vi opgav jo alt for at følge ham…” Alt var ved det gamle, men så alligevel ikke. For alt var ligesom blevet tabt på gulvet, og hvad skulle de nu gøre?

Men så skete der noget. Man kan sige, at nu begyndte det nye hæfte, og Jesus stod der lyslevende foran dem.  Han fandt nemlig vej gennem skuffelsens, håbløshedens og skammens lukkede døre med et ”Fred være med jer.” Og så blæste han Helligånden ind i dem, så de også kunne gå ud og give andre den nye begyndelse, som de selv havde fået. 

 Evangeliet til i dag er egentlig meget enkelt. For da Thomas får at vide, at de andre har set den opstandne Jesus, så tror han ikke på det. Hvorfor skulle han det? Men da han får bevis på, at det rent faktisk er Jesus, der står over for ham, så tror han.

Hvor troende skal man være for at gå i kirke? Hvem af os er mest troende? Hvor troende er danskerne sådan generelt? Var Thomas troende? Var han troende, da han tvivlede? Kan man måle tro?

I oversættelsen fra 1992 kalder Jesus Thomas for vantro, men I den nye oversættelse, siger Jesus til Thomas, at han ikke skal tvivle. Men betyder vantro og tvivl det samme? Er det det samme? Eller kunne det være sådan, at tvivl ikke har noget med vantro at gøre, men snarere med tvivl, fordi netop troen og tvivlen hænger sammen, fordi troen er levende og gerne må røre sig i os?

Jeg tror ikke, at det her nye hæfte, som disciplene startede på den dag, er som et regnehæfte fuld af færdige resultater. Derimod tror jeg, at der er plads til både troen og tvivlen i det. Og det vigtige er egentlig ikke så meget det, at nå til et færdigt resultat her, men derimod det, at hele det her hæfte, det er gennemstrømmet af de ord, som Jesus møder disciplene med den dag, den første dag i ugen, nemlig et: ”Fred være med jer.”

Tro er ikke en færdig løsning, hvor vi forstår alting. Tro er også at have plads til tvivlen, og når tvivlen gør os urolige, ja, måske ligefrem angste og uforstående over for meningen med det hele, så kan vi læne sig op ad Jesus` ”Fred være med jer.” Tro er også det at læne sig ind til ham, der vendte døden til en opstandelse påskemorgen.

Thomas var der ikke, da den opstandne Jesus stod foran de andre disciple, og derfor kunne han ikke tro på det. Så sagde han det, som mennesker har sagt så mange andre gange, nemlig at han kun kunne tro på det, hvis Jesus ville komme og vise ham hullerne i hans hænder og i såret i hans side. Han ville nemlig både se og mærke, før han kunne tro.

Ugen efter var de samlet igen. Måske var der her tale om de første kristne gudstjenester? Og så kom Jesus igen- sådan som vi tror på, eller i hvert fald håber på, at han gør ved hver eneste gudstjeneste. Og så kunne Thomas endelige få lov til at se og mærke, at det her, det var den opstandne Jesus.

Jesus havde det her svar til Thomas: ”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.” Det her oversættes lidt anderledes i den nye oversættelse. Her siger Jesus: ”Men dem, der ikke har set mig og alligevel tror, er heldigere end du er.” Her bliver ordet ”salig” altså erstattet med ordet ”heldig,” sådan at man er heldig, hvis man tror. Når man erstatter ordet ”salig” med ”heldig,” så nedtoner man, mener jeg, betydningen af det, Jesus siger til den tvivlende Thomas. For det her, det handler ikke om at være heldig- som når man vinder i lotto eller får godt vejr på en rejse - men at være salig stikker langt dybere end det. At være heldig er sådan noget diffust noget.

Her er der tale om en mere overfladisk og kortvarig lykke. Og at være heldig rammer også tilfældigt. Jesus taler ikke kun til heldige mennesker. Men han taler til mennesker. Midt ind i vores liv. Og vi ER salige uanset hvad, fordi himlen har åbnet sig over os. Nogle gange ved vi det godt, som sådan en varm følelse i hjertet, andre gange tvivler vi og tænker måske ”Kan det overhovedet være rigtigt?”

Vi kan tvivle ligesom Thomas. Føle os låst inde bag lukkede døre. Verden kan ramle sammen for os. Den kan holde op med at give mening. Det er der ikke meget held ved. Men vi er salige alligevel. For saligheden er uafhængig af, hvem vi er, og hvad der sker i vores liv. Den er skænket os ude fra. Og vi har den også, når vi tvivler. Vi er salige, selvom vi måske føler os ulykkelige og afmægtige lige nu. Selvom vi tvivler. Og selvom vi ikke kan se noget held i vores liv overhovedet. Vi er salige- både når vi tror, og når vi tvivler, og når vi gør begge dele. Og derfor kom Jesus selvfølgelig også og besøgte Thomas. Fordi Guds rige kan finde vej gennem alle låste døren. Det er også, hvad påsken handler om.

 Amen