Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.«  Johannesevangeliet 10,11-16

Prædiken

Titlen på denne prædiken er: En prædiken skrevet af en, der ikke ved noget som helst om får, men ved lidt om mennesker og en lillebitte smule om Gud, men prøver at kaste sig ud i det alligevel. 

Sandheden om får er: Jeg vil ikke være et.  

Hvis I fik valget, hvad ville I så? Hellere en ulv, ikke? Eller en hyrde. Får er dumme og nemme at manipulere. Vil I ikke gerne tage jeres egne valg og gå jeres egne veje? Det vil jeg. Også selvom mine valg ville tage livet af mig. 

Sandheden om får er, at nogle gange er vi de rebelske får - dem med for meget sort eyeliner. Dem, som bliver lige i udkanten af flokken, så vi kan lade som om, vi bestemmer over os selv. At vi er hyrdefri. Mens vi insisterer på, at vi ikke er som de andre får, så afholder det os fra det, vi ønsker os mest - nemlig at høre til et sted og føle os trygge. Og det er manglen på tryghed og sikkerhed og at føle at man hører til, der fik os til at tage endnu mere sort eyeliner på. 

Men sandheden om får er også, at vi ikke ønsker os noget mere end at høre til, og samtidig har vi aldrig følt vi hørte til eller vi har følt vi hørte til et stykke tid og så hørte vi ikke til og det gik så stærkt at det ikke engang talte. 

Sandheden om får er også, at vi ikke ved hvad størrelse vi har.  

Vi er de små får, dem der giver et stykke af vores hjerte til alle dem der kommer forbi os, der bare kunne minde om en hyrde. Vi er små og har brug for hjælp. Vi elsker at være små, fordi det betyder, at der er nogen, der skal passe på os, lede os, være hyrde for os, og alle skal holde af os for alle andre end os er stærke. Vi behøver ikke være noget for andre, fordi vi altid får lov at være de mindste.  

Nogle gange er vi også de største får. Vi prøver at være et får i ulveklæder, sparre med hyrden mens vi også desperat håber nogle vil tage sig af os, passe på os, beskytte os. En at høre til. Og vi store får er i virkeligheden bare bange. Vi lader som om vi er store, så der ikke er nogle der opdager det.  

Sandheden om får er, at vi nogle gange har en forfærdelig hørelse. Vi er fårene, der ikke kan høre hyrden, fordi hyrdens stemme drukner i lyden af selvkritik: Jeg ville ønske, jeg var højere, jeg var lavere, min uld var hvidere og lige så krøllet som hans eller hendes.  

Vi er fårene, der beklager, at vi er får, og så leder vi efter vores ophav i ting, der ikke rigtig betyder noget. 

Vi er også nogle gange får, der filtrerer alle gode ting sagt om os fra i flokken og i stedet vælger at få bekræftet at andre får får mere opmærksomhed end alle andre og at andre får har det sjovere og at vi ikke rigtig hører til alligevel.  

Men nogle gange, nogle gange, kan vi overgå os selv som får. Vi er fårene, der gør utroligt rørende og meget fårede ting for vores flokkammerater. Vi viser dem, hvor det bedste græs er, vi puffer til dem med snuden, når de falder og skal have hjælp til at komme på benene. Vi ved, hvornår vi skal stoppe med at sige mæhh mæhh, så vi kan høre hyrden kalde på os. Vi er fårene, der elsker at høre på den gode hyrde.  

Vi er alle disse får. Og det er okay. For selvom jeg måske synes det ville være nemmere, hvis Jesus havde sagt: ”Jeg er den gode ven eller terapeut”, fordi jeg selv hellere vil tænke på mig selv som en ven eller klient, så er der ikke noget galt med at være et får i Guds flok. Det er du, det er jeg. For det er sandheden. Sandheden er, at vi er søde og vi svigter og er helte og små og fyldt med nåde. Der er ikke noget galt med det kære med-får, for det er sandt. Dette er sandheden om får. Og hvorfor skulle vi være bange for sandheden, hvis det Jesus sagde, ville sætte os fri? 

Sandheden om hvem vi er, sandheden om vores skarpe kanter og små hjerter og vores skrøbelige behov for at høre til er ikke noget at skamme sig over. For der er ingen sort eyeliner og oprørskhed eller følelsen af at være lille eller stor eller fyldt med sorg, der kan ændre på, at vi hører til hyrden. Intet. Og selvom vi leder efter steder at høre til hos mindre hyrder og hos ulve, kan det ikke ændre på, at vi hører til hos den gode hyrde.  

For helt ærligt; når vi stikker af og prøver at få opfyldt vores behov på alle de forkerte måder og lader andre være vores hyrde, og når vi er dumme og lukker ulvene ind og gør alle de andre ting, får gør, så betyder det ikke, vi ikke er værdige til at have en god hyrde, det gør det bare til endnu bedre nyt, at vi har en god hyrde. 

Ja, om I kan lide det eller ej, er vi alle på en eller anden måde på et eller andet tidpunkt de her får. For de her får er de eneste, der er – de grådige, de stolte, de rebelske, de venlige, de forfængelige, de vidunderlige får er dem, der hører til hyrden. Og hyrden elsker sin rodede flok. Han sætter sit liv til for dem. Og det betyder, at hyrdens kærlighed ikke handler om, at fårene skal være på en bestemt måde. Fårene behøver ikke tro på hyrden eller forstå, hvad alt det her betyder, for at hyrden må kalde os for sine.  

For her er sandheden om hyrden: Hyrden nævner aldrig hvordan fårene skal være. Hyrden holder aldrig audition.  

Hyrden baserer ikke sin beskyttelse og kærlighed og bekymring for fårene på, hvordan fårene ser ud, eller hvordan de opfører sig. Det har intet at gøre med at høre til den gode hyrdes flok. Det er bare ting, vi skaber som basis for at høre til, fordi tanken om nåde er for provokerende. Nåde er for svært at forholde sig til, for vi tror, at hvis den er gratis, er den ikke noget værd. Så er det nemmere at gære kirken til kommissionen for fåreopførsel og værdisystemer.  

Men sandheden om hyrden er, at på trods af alt det kalder den os ved navn. Vi kender stemmen. Den er der altid nedenunder usikkerheden og ulvenes hylen og de mumlende stemmer fra kommissionen for værdisystemer. Stemmen af den, som gav sit liv for os, og som giver sin kærlighed til os, os rebelske, ildelugtende får, han er der altid og siger: 

Du hører til mig. 

Du hører til. 

Du.  

Amen.